02/11-17 12:31; Opdateret: 02/11-17 12:54

Suu Kyi besøger delstat for første gang siden militærangrebSuu Kyi besøger delstat for første gang siden militærangreb

Myanmars leder besøgte torsdag landets Rakhine-stat, hvor 600.000 rohingyaer er blevet drevet væk af militær.

Naypyidaw. Myanmars leder, Aung San Suu Kyi, ankom torsdag til delstaten Rakhine i Myanmar, hvor militæret siden august har drevet flere end 600.000 rohingyaer fra landet.

Under besøget torsdag opfordrede hun folk til ikke at skændes.

Suu Kyi, der i 1991 blev tildelt Nobels fredspris, har modtaget meget international kritik for ikke at tage klart afstand fra, hvad embedsmænd i FN har kaldt etnisk udrensning af landets rohingya-muslimer.

- Hun sagde kun tre ting til folk. De skulle leve i fred, regeringen er der for at hjælpe dem, og at de ikke skulle skændes med hinanden, sagde Chris Lewa fra Arakan Project, der følger udviklingen i området. Han citerede en af de religiøse ledere, der var til stede.

Ifølge observatører vælger Aung San Suu Kyi ikke at kritisere militæret i Myanmar af frygt for, at det skal ramme hende og svække hendes position. Militæret bestemmer over alle sikkerhedsspørgsmål.

Suu Kyi har samlet siddet 15 år i husarrest. Det skete, efter militæret nægtede at overdrage magten til hendes parti, National League for Democracy, på trods af en overbevisende valgsejr i 1990.

Hun har fungeret som reel leder af landet, siden hendes parti vandt regeringsmagten i 2015.

Rohingyaer-muslimerne er en etnisk minoritet, der har boet i Myanmar i flere generationer. De har dog svært ved at blive anerkendt som statsborgere i landet, hvor de bliver betragtet som illegale immigranter.

Militæret i Myanmar er blandt andet anklaget for at myrde og voldtage rohingyaer samt sætte ild til deres landsbyer.

Over 200 rohingya-landsbyer er blevet forladt, mens flygtningelejre i Bangladesh er stuvende fulde. De, der stadig bor i landet, lever i frygt og bliver blandt andet nægtet muligheden for at bevæge sig frit rundt.

Selv om Suu Kyi er leder af Myanmar, bestemmer hun ikke over landets militær. Hun har dog mulighed for at ytre sig om situationen i landet, hvilket hun har været meget tilbageholdende med, og hun har heller ikke besøgt Rakhine-delstaten før torsdag.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx