22/08-17 16:32

DF vil presse på for bedre retshjælpDF vil presse på for bedre retshjælp

Kommuner skal kunne straffes, hvis de overtræder god forvaltningsskik, foreslår SF'er på konference.

København. Justitsministeriet bør sætte fart på sine overvejelser om, hvordan systemet med retshjælp kan forbedres.

Det mener i hvert fald formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), der tirsdag lover deltagerne på en konference at lægge pres på ministeriet.

- Dette her er ikke et strengt politisk spørgsmål, det er et spørgsmål om retfærdighed, siger Peter Skaarup.

Problemerne med den eksisterende ordning er blevet afdækket i en rapport fra tænketanken Justitia. Mange svage og udsatte borgere får ikke den rådgivning, de har brug for, og der bør ske mere opsøgende retshjælp, lyder en af konklusionerne.

SF'eren Lisbeth Bech Poulsen siger, at staten kun bruger "peanuts" på området. I alt cirka 26 millioner kroner årligt.

Retshjælpskontorer og advokater bruger en stor del af tiden på at hjælpe borgere, der er i konflikt med myndigheder. Og en ny økonomisk pisk kunne fremtvinge bedre afgørelser i det offentlige, mener hun.

- Kommuner skal kunne sanktioneres, hvis de overtræder god forvaltningsskik, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Når borgere kæmper mod Skat, får de refunderet omkostninger til advokat, hvis de vinder sagen. Det samme princip burde gælde andre forvaltningssager, mener Line Barfod fra Enhedslisten.

- Den ordning med Skat er fortrinsvis til gavn for de velstillede, siger hun og foreslår, at de socialt udsatte får en lignende retsstilling, hvis de får medhold i en sag mod for eksempel en kommune.

I øvrigt vil mere opsøgende retshjælp i stil med Gadejuristen kunne spare mange penge i det offentlige.

- Det vil kunne drive kommunerne til at lave den sagsbehandling, der er brug for, siger Line Barfod.

Imidlertid er der ikke udsigt til øgede bevillinger, lyder det fra Venstres Preben Bang Henriksen - men han foreslår blandt andet en nøjere analyse af, hvad pengene går til i dag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx