19/09-17 14:28; Opdateret: 19/09-17 15:25

Roskilde-borgmester: Atomaffald på Risø er en lappeløsningRoskilde-borgmester: Atomaffald på Risø er en lappeløsning

Risø er et af de mindst egnede steder at opbevare radioaktivt affald ifølge borgmester i Roskilde.

København. Regeringens forslag om at oplagre det danske atomaffald yderligere 30 til 50 år i Risø nord for Roskilde er en "lappeløsning".

Sådan lyder det fra borgmester i Roskilde Kommune Joy Mogensen (S).

Borgmesteren er stærkt utilfreds med, at regeringen lægger op til at udskyde beslutningen om en permanent placering af Danmarks atomaffald og i stedet vil opgradere faciliteterne ved Risø.

- Selvfølgelig er det godt, at der sker noget, siger Joy Mogensen.

- Men det er jo bare at lave en lappeløsning for så at skyde den endelige, ansvarlige og permanente beslutning til et gevaldigt hjørnespark i 30 til 50 år, siger hun.

I alt ligger mellem 5000 og 10.000 kubikmeter radioaktivt affald lige fra gummihandsker til bestrålet brændsel i lagre på Risø.

Særligt omtalt har været 233 kilo særligt farligt atomaffald fra det tidligere forsøgsanlæg i Risø.

Står det til regeringen, skal man nu undersøge mulighederne for at eksportere affaldet til andre lande eller placere det i et slutdepot 500 meter under jorden.

Joy Mogensen mener, at Risø er et af de mindst egnede steder at placere atomaffald og henviser til flere rapporter, der er blevet lavet.

At Risø er uegnet skyldes ifølge borgmesteren hensynet til drikkevand, jordens sammensætning og Risøs beliggenhed ud til Roskilde Fjord.

- Det her vidner om, at Folketinget ikke kan tage den beslutning, der skal til, for at det her atomaffald bliver placeret sikkert, siger borgmesteren.

- Nu finder man så på en ny ting at undersøge, der gør, at man udskyder beslutningen, siger hun.

I 2011 blev der udpeget seks mulig permanente placeringer af Danmarks atomaffald.

Det var ved Kerteminde, Hvidbjerg, Struer, Skive, Bornholm eller Lolland.

Borgergrupper i de forskellige områder har dog protesteret heftigt ved udsigten til at få et atomlager i baghaven.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx