08/12-17 05:34

Rusland skubber på for samtaler mellem Nordkorea og USARusland skubber på for samtaler mellem Nordkorea og USA

Nordkorea ønsker i direkte samtaler at få garanti for, at USA ikke udgør en risiko, oplyser Ruslands Lavrov.

Wien. Styret i Nordkorea ønsker at føre direkte samtaler med den amerikanske regering for at få en garanti på, at USA ikke udgør en trussel mod Nordkoreas sikkerhed.

Det siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, ifølge russiske nyhedsbureauer. Det rapporterer Reuters.

Lavrov oplyser, at han torsdag videregav oplysningen om det nordkoreanske ønske til sin amerikanske kollega, Rex Tillerson.

De to mænd mødtes i forbindelse med en sikkerhedskonference torsdag i Wien i Østrig.

- Vi ved, at Nordkorea mere end noget andet ønsker at tale med USA om garantier for dets sikkerhed. Vi er klar til at støtte det. Vi er klar til at bidrage til at få den slags forhandlinger i gang, siger Lavrov ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Lavrov tilføjer, at han har informeret sine "amerikanske kolleger", deriblandt Rex Tillerson, om det nordkoreanske ønske.

Tillerson tog mandag hul på et fem dage langt besøg i Europa, som rundes af i Paris fredag.

Tillerson deltog torsdag sammen med Lavrov på et ministermøde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i Wien.

På et pressemøde med værtslandets statsminister, Sebastian Kunz, sagde Tillerson, at tilstedeværelsen af russiske soldater i Ukraine blokerer for en bedring i forholdet mellem de to stormagter.

Alle andre spørgsmål kommer i anden række, lod Tillerson forstå.

- Vi må få løst Ukraine-spørgsmålet. Det er den afgørende sag for en tilnærmelse mellem USA og Rusland, sagde den amerikanske udenrigsminister ifølge nyhedsbureauet AP.

USA's præsident, Donald Trump, har som følge af nordkoreanske prøveaffyringer af ballistiske missiler og en atomprøvesprængning tidligere i år raslet med sablen over for Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, har dog flere gange gjort det klart, at diplomati er det bedste våben i forsøget på at løse krisen mellem de to lande.

- Vi fortsætter med at benytte os af diplomati. Vi samarbejder fortsat med FN og FN's Sikkerhedsråd, sagde Mattis forrige fredag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx