11/09-17 03:31

Statsløs ekspræsident tiltvinger sig adgang til UkraineStatsløs ekspræsident tiltvinger sig adgang til Ukraine

Flere grænsevagter er kommet til skade efter slagsmål med tilhængere af Mikhail Saakasjvili, siger talsmand.

Kijev. Den kontroversielle ekspræsident i Georgien og tidligere guvernør i Ukraine, Mikhail Saakasjvili, har søndag på ulovlig vis tiltvunget sig adgang til Ukraine.

Det oplyser myndighederne ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Med hjælp fra en mindre gruppe af tilhængere lykkedes det angiveligt Saakasjvili at komme ind landet ved at trænge igennem et checkpoint på grænsen mellem Polen og Ukraine.

- Saakasjvili i følge med en gruppe personer krydsede grænsen ulovligt. De var ikke gennem de normale grænse- eller toldformaliteter, siger en talsmand for Ukraines grænsemyndighed ifølge Tass.

Han tilføjer, at Saakasjvilis ledsagere forinden var i slagsmål med grænsevagter. Adskillige af vagterne er kommet til skade.

At Saakasjvili nu er tilbage på ukrainsk jord kan ifølge nyhedsbureauet AP blive et problem både for ham selv og for landets præsident, Petro Porosjenko.

Saakasjvili, som var præsident i nabolandet Georgien fra 2004 og ti år frem, kom i sin tid til Ukraine som ven af Porosjenko.

Han måtte dengang opgive sit georgiske statsborgerskab, da han fik et ukrainsk. I maj 2015 blev han guvernør i Odessa i den sydøstlige del af landet.

Porosjenko gjorde Saakasjvili til leder af en reformproces, der skulle gøre op med korruptionen i den tidligere sovjetrepublik.

I den proces rettede den georgiske ekspræsident fokus på Porosjenko, som han beskyldte for at lede landet på korrupte afveje.

I juli mistede Saakasjvili sit statsborgerskab på ordre fra Porosjenko.

Derefter begav han sig til USA, men i begyndelsen af august var han tilbage i Europa.

I slutningen af august hævdede han, ifølge Tass, at myndighederne i Georgien og Ukraine havde planer om at beskylde ham for at planlægge et kupforsøg i Georgien

For en uge siden fortalte han under et kort besøg i København om sin intention om vende tilbage til Ukraine. Selv om han er uønsket af styret.

- Jeg vil i retten og forsvare min ret, sagde han om sit mistede statsborgerskab.

- Jeg vil ikke lave en revolution. Eller en ny Maidan-opstand. Eller ændre det politiske system, understregede han.

Justitsministeriet i Georgien bad 5. september Ukraine om at anholde og udlevere Mikhail Saakasjvili, hvis han satte fod i landet igen, skriver Tass.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx