01/08-17 11:54

Brøndby vil sende fans til Split efter sikkerhedsfrygtBrøndby vil sende fans til Split efter sikkerhedsfrygt

Brøndby har været i kontakt med dansk og kroatisk politi og vil sende fans til kampen mod Hajduk Split.

Brøndby. Fodboldklubben Brøndby har besluttet sig for, at det alligevel er forsvarligt at sende fans af klubben til torsdagens udekamp mod Hajduk Split i Europa League-kvalifikationen.

Kampen er kategoriseret som en højrisikokamp, og der vil være dansk politi til stede i Split, meddeler Brøndby på sin hjemmeside.

- Ud på de sene timer i aftes (mandag, red.) og de tidlige timer i morges har Brøndby IF været i kontakt med repræsentanter fra Hajduk Split samt det danske og kroatiske politi.

- Efter de samtaler og garantier for medrejsende Brøndby-fans' sikkerhed, har vi valgt at takke ja til billetter til udebaneafsnittet på Stadion Poljud i Split, meddeler Brøndby.

Det lokale politi i Split vil eskortere Brøndbys fans til og fra stadion.

Det så i første omgang ud til, at Brøndby og Hajduk Split skulle spille kampen for tomme tribuner.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) havde dikteret, at kampen skulle spilles på et tomt stadion som konsekvens af racistiske tilråb i forbindelse med en af Hajduk Splits tidligere kampe i turneringen mod Levski Sofia.

Mandag kom imidlertid en ny melding fra Uefa, der tillod tilskuere på stadion.

I første omgang frarådede Brøndby fans at rejse til Split for at se kampen, da klubben på det tidspunkt ikke havde fået informationer, der garanterede fansenes sikkerhed.

Den første kamp mellem Brøndby og Hajduk Split i Danmark endte 0-0.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx