27/09-17 12:16

Eksperter stempler drabstiltalt Balkan-veteran som farligEksperter stempler drabstiltalt Balkan-veteran som farlig

Østjysk krigsveteran, der slog forældre ihjel med økse, truede ifølge læger med at slå overlæge ihjel.

Randers. En østjysk Balkan-veteran, der er fundet skyldig i at have slået sine forældre ihjel med en økse, beskrives af læger som farlig.

Det fremgår af en mentalundersøgelse af den 43-årige mand, der er tiltalt for at have slået sine forældre ihjel med en økse i sommeren 2016.

Lægerne, der har undersøgt den drabstiltalte veteran, nævner en episode på Sikringsafdelingen i Slagelse, hvor han har været anbragt siden anholdelsen.

Her truede han angiveligt med at ”rive overlægen midt over”.

Lægerne skriver også, at det har været nødvendigt at tvangsbehandle manden med antipsykotisk medicin.

Han har ifølge lægernes vurdering ikke selv villet tage medicinen, da han ikke anerkender, at han er syg.

Ifølge lægernes vurdering har den tiltalte ikke vist tegn på skyld eller anger over det, han har gjort.

Retslægerådet konkluderer, at den tiltalte var sindssyg i gerningsøjeblikket og fortsat lider af en kronisk psykose.

Den tiltalte bør ifølge rådets vurdering idømmes en anbringelsesdom på Sikringsafdelingen i Slagelse. Det er en topsikret, lukket afdeling, hvor psykisk syge kriminelle anbringes.

Kun på den måde kan man ifølge Retslægerådet sikre, at den tiltalte får sin medicin og ikke begår "ligeartet, personfarlig kriminalitet".

Den tiltalte protesterer mod en anbringelse på Sikringsafdelingen.

- Der må være et sted, der passer bedre. Jeg kan godt forstå, der skal ske noget. Det er jeg med på. Men de andre (på Sikringsafdelingen, red.) er så dårlige. Jeg kan ikke spejle mig i dem og føre en samtale med dem, siger han.

Han siger også, at lægerne tager fejl, når de siger, at han skal have truet en overlæge på stedet.

Det var ifølge den tiltalte ikke en trussel, men en opfordring til politiet om at anholde overlægen, fordi han følte, at overlægen krænkede hans rettigheder.

Det er ifølge den 43-årige veteran også forkert, når lægerne hævder, at han ikke angrer.

- Jeg kan ikke forstå, de siger, at jeg ikke angrer. Jeg synes da, jeg har grædt mig i søvn hver eneste nat, siger han.

Anklageren går efter en anbringelsesdom på ubestemt tid på netop Sikringsafdelingen. Forsvareren mener derimod, at en anbringelse på en lukket retspsykiatrisk afdeling vil være passende.

Retten i Randers skal senere på dagen afgøre, hvilken sanktion den tiltalte skal idømmes.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx