16/10-17 15:08; Opdateret: 16/10-17 15:34

Fodboldkvinder udebliver fra landsholdet før VM-bragFodboldkvinder udebliver fra landsholdet før VM-brag

Kvinderne på fodboldlandsholdet mødte mandag ikke ind til den første landsholdstræning før opgør mod Sverige.

Helsingør. Spillerne på det danske kvindelandshold blev mandag væk fra træningen i Helsingør.

På den første dag under samlingen måtte landstræner Søren Randa-Boldt spejde langt efter spillerne, der på fredag møder Sverige på udebane i VM-kvalifikationen.

Årsagen til udeblivelsen er en manglende landsholdsaftale mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen.

- Det er ærgerligt for dansk fodbold, at det er nået hertil, siger Søren Randa-Boldt.

- Jeg har fire træninger at gøre godt med, og vi mister 25 procent for hver træning, der ikke bliver til noget.

- Det betyder, at vi får det utroligt svært mod Sverige, siger landstræneren.

For en måned siden befandt den midlertidige landstræner sig i samme situation før en venskabskamp mod Holland og den første VM-kvalifikationskamp ude mod Ungarn.

På grund af den manglende landsholdsaftale blev spillerne væk, og den udsolgte kamp i Horsens blev aflyst.

I en hel uge ventede Randa-Boldt forgæves på spillerne. Først dagen før opgøret ude mod Ungarn lykkedes det at indgå en delaftale, så kampen kunne gennemføres. Det blev til en dansk 6-1-sejr.

Landstræneren nåede blot at træne spillerne i en halv time før Ungarn-kampen, og det må ikke gentage sig frem mod fredagens opgør i Göteborg.

- Hvis man ikke forbereder sig ordentligt mod Sverige, får man røvfuld. Vi kan ikke lave det samme nummer som mod Ungarn, som er nummer 39 på verdensranglisten, siger Søren Randa-Boldt.

Han opfordrer spillerne til hurtigst muligt at tjekke ind i landsholdslejren.

- Jeg holder mig klar til, at de forhåbentlig bliver enige, så vi kan komme ud på træningsbanen, siger han.

Foreløbig arbejder Randa-Boldt ikke med en plan b med andre spillere.

- Det gør jeg ikke. Det er ikke sådan, at jeg ringer rundt til nogen.

Reelt kan det betyde, at Danmark i så fald ikke går på banen på fredag mod Sverige.

/ritzau/

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx