13/08-17 14:46

Nye sammenstød i omstridt Kashmir-region koster fem livetNye sammenstød i omstridt Kashmir-region koster fem livet

Kashmir deles af Pakistan og Indien, der begge gør krav på regionen. 170 har mistet livet i sammenstød i år.

Srinagar. Fem personer er natten til søndag blevet dræbt i den omstridte region Kashmir, som deles mellem Indien og Pakistan.

Det er tre oprørere fra Kashmir og to soldater, der har mistet livet, efter at kampe brød ud mellem oprørsgrupper og indiske styrker i landsbyen Awneera.

Soldaterne havde fået et tip om, at flere oprørere gemte sig i landsbyen.

Det oplyser en ledende politibetjent ved navn S. P. Vaid til nyhedsbureauet AP.

Ifølge Vaid kastede militante medlemmer af oprørsgruppen Hizbul Mujahideen håndgranater afsted og skød med automatgeværer mod civiles hjem. Ud over de dræbte blev mindst tre andre soldater såret.

Imens hævder beboere, at et hjem blev ødelagt, efter at soldater sprængte det i luften.

Hizbul Mujahideen er den største oprørsgruppe i regionen, der i store træk er muslimsk og modstandere af Indien.

Pakistan, der i 1947 blev uafhængig fra Indien, kontrollerer den nordvestlige del af Kashmir med tre millioner indbyggere.

Indien kontrollerer den sydøstlige del med ni millioner indbyggere.

Men begge lande mener, at de har krav på hele regionen

Det har ført til gentagne sammenstød mellem oprørere og militær.

Oprørsgrupper, der ønsker selvstændighed eller en sammenlægning med Pakistan, har kæmpet i den indiske del af Kashmir siden 1989.

Titusindvis, heraf størstedelen civile, har mistet livet.

Alene i 2017 har mindst 130 militante oprørere og 39 soldater mistet livet i sammenstød. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx