Af btmx - 26/06-17 11:39

25 år efter eventyr-aftenen  her er de i dag25 år efter eventyr-aftenen her er de i dag

Den 26. juni 1992 blev en historisk aften for dansk fodbold og dansk nationalfølelse. Det danske fodboldhold vandt EM-pokalen efter en eventyrlig optakt med på et afbud uden særlige forberedelser voldsomt undertippet og så til sidst finalesejr over mægtige Tyskland.Træner Richard Møller Nielsen gik bort for tre år siden, men mød her spillerne i den danske startopstilling dengang og i dag:

storybild

Det danske landshold jubler på sejrspodiet efter finalen mod Tyskland. (Billede: PALLE HEDEMANN)

Peter Schmeichel. Født 18. november 1963. 129 landskampe.

Billedet af Schmeichel svævende hen over tyskerne, mens han napper bolden med en hånd står stadig på nethinden fra EM-finalen. Men masser af billeder er tilføjet siden med målmandslegenden, der flere gange blev kåret som verdens bedste, og hjemtog pokaler på stribe med Manchester United.

Efter den aktive fodboldkarriere var han blandt andet TV-vært for TV3s champions League program. Optræder stadig lejlighedsvis som fodboldekspert, men hovedsporten i dag hedder golf. Er ambassadør for Manchester United.

Lars Olsen. Født 4. februar 1961. 84 landskampe.

»Små hunde gør hele tiden. Store hunde behøver ikke at gø. Lars Olsen er sådan en stor hund.« Træner Richard Møller Nielsens udtalelser om sin anfører ved EM 1992 er måske ikke det mest fintfølende, men billedet af ro og myndighed som en grand danois, kan man godt genkende.

Lars Olsen har aldrig sluppet fodbolden. Efter en aktiv karriere i Tyrkiet, Belgien og Schweiz sluttede han af i Brøndby i 1996 og skiftede til trænergerningen. Var cheftræner i Randers og OB i nogle år, og har siden 2011 været færøsk landstræner.

John Sivebæk. Født 25. oktober 1961. 87 landskampe.

Vejle-drengen havde allerede vist sin kunnen på nogle af Europas store fodboldbaner før EM-triumfen, hvor den hurtige wing-back blev et billede på holdets ukuelige fightervilje – ikke mindst i semifinalen mod Holland, hvor han kæmpede humpende til det sidste – og så var klar igen til finalen.

Fortsatte karrieren i franske Monaco og italienske Pescara, inden han i 97 sluttede i AGF. Fortsatte også i fodboldverdenen som spilleragent, hvad han stadig arbejder som. Mest berømte handel var, da Thomas Gravesen kom til Real Madrid. Har i øvrigt fået stjålet sin EM-guldmedalje i et indbrud.

Kent Nielsen. Født 28. december 1961. 54 landskampe.

»Tyskerne var bedst. Men vi vandt«. Sådan lød det til Berlingske Tidende fra Kent Nielsen efter finalen, og så var der egentlig ingen grund til at gå videre med den analyse. En af de mest solide stoppere, der er set på det danske landshold og huskes fra finalen ikke mindst for sin saksespark-agtige redning på stregen.

Stoppede på landsholdet efter EM og sluttede sin aktive karriere i AGF to år efter. Fortsatte som fodboldtræner og er i dag cheftræner for OB i Superligaen. Har tidligere ført AaB til the »double« DM-guld og pokal-sejr. Kendt for sin forkærlighed for at være i korte bukser på sidelinjen i alt slags vejr.

Kim Christofte. Født 24. august 1960. 19 landskampe.

Kim Christofte vil altid være forbundet med den iskolde finte ved det afgørende straffespark i semifinalen mod Holland. Efter EM skiftede han til FC Köln, inden karrieren sluttede efter et kortvarigt comeback for barndomsklubben Ølstykke i 95.

Efter fodboldkarrieren gik Christofte helt andre veje. Han havde et par firmaer i it-branchen og har blandt andet stillet op som lokalpolitiker og været professionel pokerspiller. I dag er han direktør i virksomheden Een til Een, der står bag Det Biologiske Hus, et hus bygget på skruepæle og lavet af genanvendelige materialer.

John »Faxe« Jensen. Født 3. maj 1965. 69 landskampe.

»Jeg ramte den lige i røven«. Mere kendte citater finder man nok ikke fra EM-finalen – sagt af Faxe om hans 1-0 mål, der bragede ind med en præcision og styrke, som man ikke var helt vant til fra hans fod. Men målet var både guld værd for Danmark og for ham selv, der efter EM skiftede til Arsenal, inden det i 1996 gik hjemad til Brøndby.

Som spillende træner lavede John Faxe en ny sensation, da Herfølge i 2000 blev danske mestre. Siden har han været assistenttræner for Michael Laudrup i både Brøndby og Getafe og cheftræner i Randers og er i dag cheftræner i Fremad Amager i 1. division. Og han har da også været med i Vild med Dans.


?
Flemming Povlsen. Født 3. december 1966. 62 landskampe.

Under kampen var det Povlsen, der efter en hård tackling straks var på benene igen og sendte bolden skråt tilbage til Faxe. Efter kampen var det Povlsen, der lod tårerne flyde frit i jublen. Den følsomme fyr og den evigt arbejdende angriber var to sider af samme mand. » Der blev min identitet for alvor slået fast,« som han senere har sagt om EM.

Povlsen fortsatte i Borussia Dortmund efter EM, men holdt ikke til skaderne, og måtte allerede som 28-årig stoppe sin aktive karriere. Senere har han været assistenttræner og sportsdirektør, og de seneste år fodboldkommentator på TV – i øjeblikket på SBS Discoverys kanaler.

Torben Piechnik. Født 21. maj 1963. 15 landskampe.

»Da kampen blev fløjtet af, havde jeg en følelse, som er helt ubeskrivelig. En glædesfølelse over, at en så uvirkelig ting kan ske,« har Torben Piechnik fortalt om EM-finalen. En kamp hvor han igen levede op til jernmand-imaget i forsvaret og som den eneste i øvrigt fik et gult kort.

Forsvareren blev solgt til Liverpool efter EM, men vendte efter et par år tilbage og spillede i AGF til 1999. Fortsatte som massør og assistenttræner i HIK, men er i dag fuldtids massør og driver virksomheden Piechnik Massage.

Se finalens højdepunkter

Kim Vilfort. Født 15. november 1962. 77 landskampe.

»Det tror jeg ikke. Den slags kan man som regel huske«. Spørgsmålet var, om Kim Vilfort tog bolden med med armen, før han lukkede finalen med 2-0 målet. Aldrig helt opklaret, men også lige meget – det var et af de mål, der hævede Vilfort op over hold-slider rollen, han også var kendt for.

Brøndby-mand til benet og efter at have sluttet sin aktive karriere her i 1998 fortsatte han med talent-arbejde samme sted og er i dag chef for Brøndbys Masterclass-afdeling.

Henrik Larsen. Født 17. maj 1966. 39 landskampe.

»Store«havde sin storhedstid under EM i 92, hvor han scorede tre mål, og blev billedet på den upåagtede danske spiller, der fandt et andet niveau.

Efter EM blev det ikke til den store succes i hverken Pisa eller Aston Villa, og Henrik Larsen vendte hjem til Lyngby og sluttede karrieren i 1999 i FC. København. Har senere været træner for både Lyngby og Færøerne, solgt sponsorater for Brøndby, og blev sidste år CCO (salgschef) i ACT. Global, der sælger rengøringsmidler.

Brian Laudrup. Født 22. februar 1969. 82 landskampe

EM-holdets største stjerne i marken og raffinementet blandt de mange arbejdsmænd. Røg fra Bayern München videre til Fiorentina og AC Milan, men klubsuccesen kom først for alvor i skotske Glasgow Rangers, hvor han fik ren stjernestatus. Sluttede karrieren i år 2000 på grund af en skade.

Har i de seneste mange år været hyppigt brugt fodboldkommentator og drev sammen med Lars Høgh indtil sidste sommer en fodbold camp for piger og drenge.

 

Richard Møller Nielsen. 19. august 1937-13. februar 2014. 73 A-landsholdskampe.

»Min bedstemor havde et korset, som hun var meget glad for. Det var laksefarvet og havde tre stivere.« Citatet er selvfølgelig Richard Møller Nielsens – på et tysk spørgsmål om taktikken i EM-finalen – og et eksempel på »Ricardo«s lune i replikken. På banen var han til gengæld ganske kontant i taktikken, og selv om det førte til sammenstød med stjernespillere, så førte det altså også til Danmarks største triumf.

Fortsatte som landstræner til 1996, blev senere træner i Finland og Israel, inden karrieren sluttede i Kolding i 2003.

De var også med i EM-truppen:

Henrik Andersen. I dag fodboldagent.

Torben Frank. Indkøber hos Coop.

Bent Christensen. Talenttræner i Brøndby.

Mogens Krogh. Adm. Dir. i Vendsyssel FF.

Claus Christiansen. Sportsforretning-indehaver.

Morten Bruun. Fodboldekspert på TV.

Johnny Mølby. Træner i Viborg FF.

Lars Elstrup. Spirituel – selvstændig.

Peter Nielsen. Assistenttræner i Fremad Amager.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx