17/11-17 14:24

Grønlandsk eksborgmester dømt for at skyde sin nieceGrønlandsk eksborgmester dømt for at skyde sin niece

Eksborgmester og landstingsmedlem 73-årige Jakob Sivertsen er dømt for at dræbe sin niece med bjørneriffel.

København. Den tidligere borgmester i Ammassalik og landstingsmedlem for Atassut, 73-årige Jakob Sivertsen, er dømt for drab.

Det oplyser Grønlands Radio (KNR), der har fået indsigt i retsdokumenterne fra Sermersooq Kredsret i den østgrønlandske sag.

Den tidligere politiker har erkendt, at han fredag 13. januar i år skød sin 29-årige niece i brystet med en kraftig riffel i sit hjem i Tasiilaq.

Han hævder dog ifølge KNR, at han forsøgte at skyde hende i armen, men gled i skudøjeblikket.

Forud for drabet havde den unge kvinde sparket på eksborgmesterens dør og knust en rude i hans hjem.

Ifølge et vidne i sagen ville hun have udleveret sin mobiltelefon.

Da kvinden kom ind i huset truede den ældre mand med at skyde hende, hvis hun ikke forsvandt, men hun fortsatte med at bede om sin telefon.

Så skød han hende.

Med henvisning til kvindens aggressive optræden hævder Jakob Sivertsen, at han skød i nødværge, men det fandt retten ikke bevist.

At han efter eget udsagn forsøgte at ramme niecen i armen, hjalp ham heller ikke, da et sådant skud med en riffel, der normalt bruges til at skyde isbjørne og andre store fangstdyr med, ifølge retten lige så vel kunne være dødbringende.

Sivertsen blev derfor idømt en straf på seks års anbringelse på en anstalt - en dom han har anket.

Det er normalt i det grønlandske retssystem, at strafniveauet for forbrydelser ligger under niveauet for tilsvarende forbrydelser i Danmark, hvor et drab som udgangspunkt udløser en straf på 12 års fængsel.

Jakob Sivertsen har tidligere trukket overskrifter i medierne, da han i 2005 kom i klammeri med personale fra Air Greenland, der ikke ville lade den stærkt berusede Sivertsen boarde et fly.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx