22/08-17 10:44

Ø-færger satte rekorder trods kedeligt sommervejrØ-færger satte rekorder trods kedeligt sommervejr

Aldrig har så mange sejlet med færge til og fra Bornholm som i juli i år. Dagsrekord mellem Esbjerg og Fanø.

København. Selv om det kolde og nogle gange regnfulde sommervejr givetvis har fået en del til at rejse sydpå i sommerferien, er der også mange, der har holdt ferie herhjemme.

Faktisk viser tal fra rederiet Færgen, at mange af landets øer har haft rekordstort besøg i sommermånederne.

Eksempelvis satte juli måned rekord som den måned, hvor flest biler og passagerer sejlede til og fra Bornholm mellem Ystad til Rønne.

Det samme gælder ruterne Bøjden-Fynshav og Spodsbjerg-Tårs.

- Det ser jeg som et klart udtryk for, at der efterhånden er så meget liv, så mange unikke oplevelser og så mange gode events på øerne, at der i høj grad er noget at komme efter uanset vejr og årstid, siger Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef for rederiet Færgen.

Specielt lørdag 22. juli var travl for mange af rederiets færger.

Blandt andet blev der på ruten mellem Esbjerg og Fanø sat ny rekord for en enkelt dag.

Folketinget besluttede sidste efterår at give tilskud til en række færger, der sejler til danske øer.

Prisnedsættelserne gælder dog kun i lavsæsonen og har derfor ikke direkte indflydelse på tallene.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx