30/10-17 18:34

Våd sommer rammer Tivoli på bundlinjenVåd sommer rammer Tivoli på bundlinjen

Tivolis finansielle resultater i tredje kvartal blev påvirket af dårligt vejr.

København. En regnvåd sommer var medvirkende til, at Tivolis omsætning og resultat efter skat i tredje kvartal sluttede en smule under sidste års niveau.

Kvartalsregnskabet, der er offentliggjort mandag aften, viser en omsætning på 411 millioner i månederne juli, august og september. Det er et fald på tre procent sammenholdt med samme periode sidste år.

Resultatet efter skat faldt tilsvarende med en million kroner til 64,3 millioner, svarende til 1,5 procent.

Tivolis finansdirektør, Andreas Morthorst, forklarer blandt andet nedgangen med dårligt vejr.

- Omsætningen er negativt påvirket af fire færre åbningsdage samt en regnfuld sommersæson, hvilket har haft effekt på besøgstallet, hedder det i en fondsbørsmeddelelse.

Antallet af besøgende i årets første ni måneder er da også kun 2.761.000. Det tilsvarende tal sidste år lød på 3.040.000.

Finansdirektøren hæfter sig dog ved, at der er konstateret et højere forbrug per gæst, og at omsætningen i Tivolis sale har været højere.

Samtidig konstaterer han, at strategien om at blive mindre vejrafhængig har vist sit værd i og med, at omsætningen trods alt ikke er faldet mere, end tilfældet er.

Tivoli fastholder sin forventning om at lande et overskud før skat på mellem 80 og 90 millioner kroner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx