22/11-17 13:01

Nordkorea raser over plads på afskyelige gangsteres terrorlisteNordkorea raser over plads på afskyelige gangsteres terrorliste

Søndag oplyste præsident Donald Trump, at Nordkoreas "morderiske regime" skulle sættes på USA's terrorliste.

Seoul. I Nordkorea er styret rasende over, at det er blevet sat på den amerikanske terrorliste.

Det er "en alvorlig provokation", udtaler en talsmand fra det nordkoreanske udenrigsministerium til det statslige nyhedsbureau KCNA.

- Vores hær og folk er fulde af raseri og vrede, som er rettet mod de afskyelige gangstere, som vovede at sætte navnet på vort hellige land på denne modbydelige liste over "terror", siger talspersonen.

- Så længe USA fortsætter med sin DPRK-fjendtlige politik, vil vores afskrækkelse styrkes yderligere.

DPRK er en forkortelse for Nordkoreas officielle navn, Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

Søndag oplyste den amerikanske præsident, Donald Trump, at Nordkoreas "morderiske regime" skulle sættes på USA's terrorliste.

Han sagde samtidig, at det var på høje tid at erklære Nordkorea som anstifter af statssponsoreret terror.

Desuden bebudede han en ny bølge af sanktioner mod det isolerede styre. De skal stoppe det nordkoreanske raket- og atomvåbenprogram.

Nordkorea vil føje sig til Iran, Sudan og Syrien på den amerikanske terrorliste.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx