22/08-17 03:56; Opdateret: 22/08-17 08:31

Trump har skiftet holdning til militær indsats i AfghanistanTrump har skiftet holdning til militær indsats i Afghanistan

Succes i Afghanistan indebærer "tilintetgørelse" af islamistiske bevægelser, siger USA's præsident.

Arlington. Præsident Donald Trump er vendt 180 grader i spørgsmålet om USA's langvarige militære indsats i Afghanistan.

Det siger han i en tale natten til tirsdag dansk tid.

- Mit oprindelige instinkt var at trække os ud, siger Trump i den tv-transmitterede tale fra en militærbase i Arlington, Virginia.

Men han tilføjer, at efter mange overvejelser og samtaler med rådgivere har han ændret holdning.

En hurtig tilbagetrækning af amerikanske soldater vil efterlade et "vakuum", som terrorister hurtigt vil udfylde, lyder det fra Trump.

Aktuelt har USA cirka 8400 soldater udstationeret i Afghanistan. Inden Trumps tale oplyste en kilde til Fox News, at præsidenten havde besluttet at følge en anbefaling fra Pentagon om at forstærke indsatsen med yderligere cirka 4000 soldater.

- Det bliver uden nogen tidsplan for en tilbagetrækning, hedder det.

Men Trump siger, at han ikke vil "tale om antallet af soldater eller vores plan for yderligere militære aktiviteter".

En talsmand for Taliban fordømmer ifølge Reuters præsident Donald Trump for beslutningen om at forstærke USA's langvarige militære indsats i Afghanistan.

- Jihad vil fortsætte, så længe, der blot er en eneste amerikansk soldat på afghansk territorium, siger talsmanden.

- I stedet for at fortsætte krigen i Afghanistan burde amerikanerne trække deres soldater ud af Afghanistan, siger talsmanden, Zabihullah Mujahid, i en erklæring udsendt få timer efter Trumps tale om USA's politik i Afghanistan og Sydasien.

Trump siger, at en "sejr" i Afghanistan indebærer "angreb mod vores fjender" og "tilintetgørelse" af Islamisk Stat.

Han lover også at "knuse" al-Qaeda - en anden militær islamistisk gruppe, forhindre Taliban i at overtage magten i landet og stoppe "terrorangreb" mod amerikanere.

Mens Trump med sloganet "America First" prioriterer amerikanske interesser over alt andet, så har hans sikkerhedsrådgivere ifølge nyhedsbureauet AP advaret ham om, at de afghanske styrker er alt for svage til at klare sig uden hjælp.

Da den amerikanske indsats var på sit højeste under præsident Obama i 2010-11, gjorde næsten 100.000 soldater tjeneste i Afghanistan.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx