02/12-17 06:37

Rapport sår tvivl om effekt af virksomhedspraktikRapport sår tvivl om effekt af virksomhedspraktik

Der er risiko for, at virksomhedspraktikken ikke får den ønskede effekt, viser en ny undersøgelse.

København. Virksomhedspraktik er langt fra nogen sikker vej til at få arbejdsløse i job. Faktisk kan praktikken have den stik modsatte virkning.

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse foretaget af Væksthusets Forskningscenter, der fokuserer på aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Det skriver Avisen.dk.

- Det er tydeligt, at praktikker uden formål virker modsat på borgerne. Det er demotiverende og giver ikke mening for den enkelte, og det er dyrt for samfundet, siger Charlotte Hansen, forskningschef i Væksthuset, til Avisen.dk.

Regeringen varsler besparelser og ændringer i beskæftigelsesindsatsen. Det vil sende endnu flere arbejdsløse i virksomhedspraktik, har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) forklaret.

Charlotte Hansen advarer mod, at virksomhedspraktikker bliver til "endeløse aktiveringsmøller", hvor borgerne ikke har udsigt til et job i den anden ende.

Risikoen opstår, når en borger sendes ud i gentagne praktikforløb, hvor der ikke er udsigt til et job. Det virker demotiverende for borgeren at opleve forløb, de ikke kan se meningen med.

- Vi får kun effekter, hvis borgerne også kan se idéen med det, og vi har en god, løbende dialog med virksomhed og borger. Man skal have de gode snakke om, hvad man har gang i og hvorfor, siger Charlotte Hansen.

I perioden fra 2007 til 2016 er antallet af aktiveringsforløb i virksomhedspraktik steget med næsten 150 procent - fra 14.479 til 35.696.

Men i samme periode er antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kun steget med tre procent, viser tal fra Jobindsats.

Regeringen vil finde besparelser for 870 millioner kroner på beskæftigelsesområdet for at finansiere tiltag i en ny erhvervs- og vækstpakke. Man vil sløjfe kommunernes mulighed for at få refunderet halvdelen af udgifterne til vejlednings-, opkvalificerings- og mentorforløb for ledige.

Det vil betyde flere personer i virksomhedspraktik, har beskæftigelsesministeren sagt til Avisen.dk.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx