06/12-17 13:26; Opdateret: 06/12-17 14:08

To unge mænd bliver anholdt i retten under sag mod bandeTo unge mænd bliver anholdt i retten under sag mod bande

Under grundlovsforhør af seks mænd, som blev anholdt i indsats mod bander, bliver en to anholdt efter tumult.

Frederiksberg. To unge mænd er blevet anholdt for gadeuorden i Retten på Frederiksberg onsdag.

De var tilhørere under grundlovsforhøret af seks mænd, som blev anholdt i en større politiaktion mod bandemiljøet tirsdag.

Det oplyser Henrik Brix, der er vagtchef ved Københavns Politi.

- Der er to, som er blevet anholdt. De kunne simpelthen ikke opføre sig ordentligt, fortæller han.

- De opførte sig upassende i retsbygningen og i det hele taget i det offentlige rum. De talte grimt til nogle politibetjente, men jeg kender ikke ordlyden, uddyber vagtchefen.

I retssalen sad de to unge sortklædte mænd som tilhørere på de bageste rækker sammen med mindst fem andre mænd.

Fra tilhørerrækkerne bød mændene de seks anholdte velkommen med smil, hilsner og lavmælte tilråb.

Efter en smule tumult i retssalen blev den ene mand, som bar en hættetrøje med lynlås, ført ud af lokalet af flere politibetjente. Kort tid efter blev han lagt i håndjern og fulgt ud af retten af tre betjente.

Under den mørke trøje kunne en sort T-shirt med de store hvide bogstaver LTF ses. Det står for Loyal To Familia, der er navnet på en bandegruppering.

De to anholdte tilhørere var mødt op i retten for at følge grundlovsforhøret af de seks mænd.

Efter anholdelsen og en tur på politistationen er de to tilhørere blevet løsladt. De slap med en bøde for at forstyrre den offentlige orden i retten, fortæller vagtchefen ved Københavns Politi.

I retssalen på Frederiksberg krævede anklageren Tomas Hugger, at retsmødet blev holdt for dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at hverken tilhørere eller pressen kan få lov til at høre, hvad de seks unge mænd bliver sigtet for.

- Jeg mener ikke, at sigtelsen bør komme ud på nuværende tidspunkt på grund af sagens karakter og alvor, lød argumentet fra Tomas Hugger i retssalen.

Anklageren fortalte ligeledes, at der er kommet en hel del nye beviser i sagen. De har været hemmeligholdt indtil nu, men er blevet frigivet onsdag.

- Der er fortsat adskillige gerningsmænd på fri fod, uddybede han.

Dommeren var enig med anklageren og afgjorde, at der grundet sagens kompleksitet var en årsag til, at dørene skal være dobbeltlukkede under grundlovsforhøret.

Ud over de seks mænd, der bliver fremstillet på i Retten på Frederiksberg er fire blevet fremstillet i grundlovsforhør i Helsingør og tre i Glostrup. Alle syv mænd er blevet varetægtsfængslet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx