17/11-17 16:23

S-politikere er ikke de eneste med tråde til TyrkietS-politikere er ikke de eneste med tråde til Tyrkiet

Også lokalpolitikere fra V og R har på forskellig vis vist sympati for tyrkiske nationalistiske budskaber.

København. Flere socialdemokratiske lokalpolitikere med tyrkiske rødder er så engagerede i tyrkiske forhold, at det kommer på tværs af partilinjen. Det skriver Weekendavisen, der har gennemgået en håndfuld sager.

På den baggrund vil Socialdemokratiets partisekretær tage kontakt til en række af partiets lokalpolitikere og deres partiforeninger.

Men S er ikke det eneste parti med lokalpolitikere, der har udtrykt sympati for præsident Erdogan eller tyrkisk nationalisme.

Ali Ünsal, der sidder i byrådet for Venstre i Køge Kommune og i regionsrådet i Region Sjælland, har været til møde i en forening, der sympatiserer - og deler logo - med den ultranationalistiske gruppe De Grå Ulve.

Foreningens tidligere formand fortalte i september til netmediet Zetland, at Ali Ünsal har besøgt foreningen et par gange.

Over for Ritzau forklarer V-politikeren fredag, at han deltog, fordi det var "en del af en vennekreds". Adspurgt om han støtter De Grå Ulve eller præsident Erdogan, lyder svaret:

- Jeg støtter ikke nogen. Jeg er i dansk politik, jeg fører politik i Danmark, ikke i Tyrkiet.

Den dansk-tyrkiske V-politiker har også flere gange liket indhold på Facebook, der promoverer De Grå Ulve og det tyrkiske nationalistparti MHP, som gruppen er forbundet med.

Det ønsker han fredag ikke at kommentere over for Ritzau, men i september svarede han Zetland, at han ikke har "været opmærksom" på det.

Venstre på Christiansborg har efterfølgende ifølge Sjællandske Medier udtalt, at partiet stiller sig tilfreds med Ali Ünsals forklaring.

Også De Radikales byrådsmedlem og borgmesterkandidat i Holbæk, Emrah Tuncer, har liket indhold, der sympatiserer med Erdogan.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra ham, men til Zetland udtalte han i september, at han ikke er tilhænger af Erdogan:

- Jeg har tyrkiske rødder, og derfor er mit feed på Facebook også ofte pakket med opslag fra tyrkiske venner og medier, så jeg skal ikke afvise, at jeg over en årrække er kommet til at like noget af det. Det er jeg ked af.

Hos Enhedslisten er det en dansk-tyrkisk kandidat med kurdiske rødder, der har vakt opsigt.

Fatih Baran, der stiller op i Brøndby, optræder ifølge Weekendavisen i en video fra en mindehøjtidelighed for en kurder, der sidste år dræbte 30 personer i et angreb i den tyrkiske hovedstad Ankara.

Fatih Baran har flere gange offentligt hyldet lederen af Kurdistans Arbejderparti, PKK, der er på EU's terrorliste.

Han skriver dog til Weekendavisen, at han tager afstand fra terror og ønsker en demokratisk løsning.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx