24/10-17 02:12; Opdateret: 24/10-17 02:43

Død abe skaber frygt for udbrud af gul feber i São PauloDød abe skaber frygt for udbrud af gul feber i São Paulo

Sundhedsmyndighederne i Brasiliens største by iværksætter vaccinationskampagne mod alvorlig virussygdom.

São Paulo. Sundhedsmyndighederne i den brasilianske millionby São Paulo har iværksat en vaccinationskampagne for at beskytte borgere mod gul feber.

Tiltaget skyldes, at der fredag blev fundet fem døde aber, hvoraf en var inficeret med sygdommen, skriver nyhedsbureauet AP.

To parker blev i weekenden lukket for offentligheden af frygt for et udbrud af gul feber i São Paulo, der med 23 millioner indbyggere er den største metropol i Sydamerika.

Den sydøstlige del af Brasilien er i forvejen ramt af det værste udbrud i årtier af den farlige virussygdom.

Siden december er mindst 261 personer døde af gul feber. Sygdommen er i familie med denguefeber og zikavirus.

Det er den samme myg, der kan bære de tre sygdomme fra menneske til menneske.

De første tegn på, at et udbrud var under opsejling, var fund af hundredvis af døde aber i regnskoven ud mod Atlanterhavet.

Millioner af brasilianere er blevet vaccineret som del af myndighedernes forsøg på at forhindre udbruddet i at udvikle sig til en epidemi.

Udbruddet fik i marts regeringen i Rio de Janeiro til at indlede en storstilet kampagne. Målet er at få samtlige personer i delstaten vaccineret mod gul feber, inden året er omme.

Hidtil har udbruddet været begrænset til landområder, hvor sygdommen er spredt af myg, der normalt ikke findes i byområder.

Verdenssundhedshedsorganisationen, WHO, anbefalede tidligere i år, at rejsende til landområder i delstaterne Rio de Janeiro og São Paulo lader sig vaccinere.

Der er omkring 200.000 tilfælde af gul feber på verdensplan om året. De fleste bliver raske, men omkring 15 procent af de syge får efter en kort bedring et tilbagefald og udvikler gulsot som tegn på leverbetændelse. Betændelsen giver hud og øjne et gulligt skær - deraf navnet gul feber.

Danskere med Brasilien som rejsemål kan på Statens Serum Instituts hjemmeside hente informationer om, hvilke dele af landet, der betragtes som risikoområder.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx