28/08-17 08:53; Opdateret: 28/08-17 13:08

Anmelder: Statsministre kæmper for eftermælet i ny tv-serieAnmelder: Statsministre kæmper for eftermælet i ny tv-serie

DR's nye søndagsserie er fascinerende tv, hvor statsministre kæmper for deres eftermæle ifølge en anmelder.

København. Søndag aften rullede første afsnit af "Statsministrene" over skærmen på DR.

Her mødes de seneste fem statsministre - Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen - i embedsboligen Marienborg.

Programmet bød ikke på store statshemmeligheder, men gav et indblik i, hvordan statsministrene har tænkt, når de har stået over for kriser eller større beslutninger.

To anmeldere giver programmet fem ud af seks stjerner, mens en tredje er knap så begejstret.

Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, er begejstret, men bemærker, at statsministrenes behov for at forme deres eftermæle givetvis spiller ind.

- Og det er netop den drift - trangen til selv at knytte karrieren sammen med en bestemt fortælling - der løfter DR's nye serie "Statsministrene" fra det banale til det fascinerende.

- Det er hovedpersonerne, der gør det til uomgængeligt fjernsyn, skriver han.

Også politisk kommentator og politisk redaktør på avisen Danmark Elisabet Svane er begejstret.

- Det mest slående er måske, hvor meget de ligner sig selv eller rettere: Det billede, vi har af dem, de fem nulevende statsministre, som har hovedrollerne i DR's nye store satsning.

- Og lad os slå fast med det samme: Den tegner mere end lovende, skriver Elisabet Svane.

Hos Politiken er anmelder Henrik Palle dog ikke lige så begejstret. Her bliver det kun til tre ud af seks stjerner.

- I betragtning af deltagernes betydning for det danske samfund er det overraskende, hvor kedeligt det første afsnit er.

- Scenen sættes med deres ankomst og udveksling af hårrejsende banaliteter og fortsætter med introduktioner til, hvordan det var at blive statsminister, skriver Henrik Palle.

De sidste tre afsnit ruller over skærmen på DR de kommende søndage. Ifølge DR's Medieforskning fulgte 577.000 seere med under det første afsnit.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx