24/09-17 03:31

Tyskland kan stå med gigantisk parlament efter valgTyskland kan stå med gigantisk parlament efter valg

Forbundsdagen kan svulme op til verdens tredjestørste politiske forsamling kun overgået af Kina og Nordkorea.

Berlin. Pladserne i den tyske forbundsdag bliver fordelt efter nærmest labyrintisk indviklede regler.

Og det snørklede valgsystem kan betyde, at antallet af medlemmer i Forbundsdagen efter søndagens valg vil svulme så meget op, at det vil være hæmmende for det politiske arbejde.

Det mener politiske eksperter i Tyskland ifølge Politico.eu.

- Hvis Forbundsdagen vokser til over 670 medlemmer, vil de eneste lande med større lovgivende forsamlinger være Nordkorea og Kina - tydeligvis systemer, hvor parlamentet ikke har nogen demokratisk magt, siger Sophie Schönberger, professor i forfatningsret ved universitet i Konstanz.

I modsætning til andre lande så varierer antallet af sæder i Forbundsdagen. Minimumsantallet er 598.

Men oveni kommer så en række ekstra mandater, der skal sikre, at hvert parti er repræsenteret med et antal medlemmer, som præcist modsvarer udfaldet af valget.

- Det er absurd, siger Schönberger.

- Ud af alle tyske vælgere (der er over 61 millioner, red.) så vil en håndfuld personer måske være i stand til at forklare, hvordan pladserne fordeles, siger hun.

Embedsfolk i Forbundsdagen indrømmer, uden at stå frem med navn, over for Politico.eu, at "med undtagelse af nogle få nørder" så forstår stort set ingen af de folkevalgte politikere valgreglerne.

Valget i 2013 sikrede 631 kandidater en plads i Forbundsdagen. Men det er "meget sandsynligt ", at tallet søndag stiger til over 700, mener Sophie Schönberger.

Og en sådan eksplosion i antallet af medlemmer vil ikke være godt, vurderer Frank Decker, professor i politik ved universitet i Bonn.

- Det er et spørgsmål om, hvorvidt forsamlingen kan fungere eller ej, siger han til Politico.eu og tilføjer:

- Hvis et udvalg når en vis størrelse, så holder det op med at fungere ordentligt, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx