25/10-17 15:06; Opdateret: 25/10-17 15:58

Regeringen vil sende 1000 ekstra ansatte i Skat ud i landetRegeringen vil sende 1000 ekstra ansatte i Skat ud i landet

Det skal sikres, at Skat er til stede i hele landet, siger finansministeren til planer om flere ansatte.

København. Skat skal polstres med 1000 flere ansatte. De skal placeres rundt omkring i landet. Det koster over fem milliarder kroner.

Det oplyser finansminister Kristian Jensen (V).

Han forhandlede onsdag skat og næste års finanslov med Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

- Regeringen har et klart bud på, at der skal være flere hænder i Skat. Vi vil gerne ansætte 1000 ekstra medarbejdere. Placere dem decentralt i Danmark. For at sikre, at Skat er til stede i hele landet, siger Kristian Jensen.

- Vi har en plan for, hvordan vi underbygger Skats kompetencer. Ved at indføre bedre it, som har større sikkerhed end de projekter, der desværre er sat i gang uden at være klar.

Regeringen vil investere et beløb "på den høje side" af fem milliarder kroner over fire år. For at få et skattevæsen, som danskerne er trygge ved, påpeger finansministeren.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har foreslået at ansætte 1000 ekstra i Skat i fire regionale centre.

Spørgsmål: Det ligner den samme idé?

- Forskellen er, at vores plan er finansieret. Planen er konkret i forhold til, hvilken indsats vi gerne vil have. Socialdemokratiet ville ikke finansiere den fulde pakke, da den blev lagt på bordet sidste år, siger Kristian Jensen.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, afviser, at S-planen ikke er finansieret.

- Om Kristian Jensen bevidst taler usandt, eller om han bare ikke har styr på fakta, ved jeg ikke, siger Benny Engelbrecht i en skriftlig kommentar.

- Sandheden er i hvert fald, at Socialdemokratiet har fremlagt et udspil til styrkelse af Skat, der krone for krone er finansieret. Det var regeringen selv, der ikke ville finansiere sin styrkelse af Skat sidste år.

Dansk Folkeparti vil have flere ansatte, siger gruppeformand Peter Skaarup.

- Men det er også vigtigt, at vi kontrollerer, hvad der kommer ind i vores land af ulovlige stoffer. Narko og hash smugles ind, siger Peter Skaarup.

- Der skal være nogle ved vores grænse, der kan kontrollere disse ting.

Socialdemokratiet advarer DF mod at lade sig lokke til skattelettelser, hvis der ikke er nok penge til den offentlige sektor, siger finansordfører Benny Engelbrecht.

- Og her er jeg bekymret for, at DF ender med at gå i en fælde sat af regeringen, siger Benny Engelbrecht i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx