05/07-17 16:07

Ingen køber Londons nyeste milliardærboligerIngen køber Londons nyeste milliardærboliger

København. Londons nyeste blikfang, den 310 meter høje The Shard, kan ikke sælge de super luksuslejligheder, der ligger øverst i bygningen. Det skriver The Guardian.

Under opførelsen mente pengemændene bag projektet ellers, at lejlighederne trods prisskilte på trecifrede millionbeløb ville blive revet væk.

- Jeg tror kun, det vil kræve omkring 20 telefonopkald, sagde den nu afdøde Irvine Sellar, der stod i spidsen for projektet med at opføre The Shard, da det blev præsenteret.

Men ifølge The Guardian er der nu, fem år efter The Shard stod færdig, ikke solgt en eneste af de 10 lejligheder.

Lejlighederne ligger i den øverste del af The Shard og har, hvis man skal tro udviklerne, havudsigt på en klar dag, selv om der er mere end 40 kilometer til kysten.

De er i flere planer, har deres egen adgang til The Shards Michelinstjerne-belønnede restaurant og mulighed for egne tjenestefolk.

Prisskiltet lød ifølge tidligere udmeldinger på op til 50 millioner pund, 425 millioner kroner, stykket.

Projektet med The Shard startede i 2000, men ind imellem kom finanskrisen bragende ind fra vest og skabte problemer.

I sidste ende reddede en rigmand fra Qatar projektet, og i 2012 stod det ikoniske højhus færdigt.

Mens det tiltrækker omkring 6000 turister dagligt til sit udkigsdæk, kan det altså ikke tiltrække rige lejlighedskøbere til de planlagte priser.

- Hvis de kunne sælge dem for det, de gerne ville, så havde de gjort det.

- Men hvis de sælger nu til en lavere pris, så vil det være meget svært at tage mere i fremtiden. For så er det sat et niveau, siger Henry Pryor, en luksusejendomsmægler i London, til The Guardian.

Ifølge ham er problemet, at The Shard ligger på sydsiden af Themsen. Den har siden den sene middelalder været anset for at være den "dårlige del af byen", og de rigeste områder ligger da også alle nord for floden omkring Hyde Park og Regents Park.

- Rige folk har ikke lyst til at lægge så mange penge for at bo syd for floden. De kender jo ingen, der bor i det område, siger Henry Pryor til avisen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx