31/10-17 04:13; Opdateret: 31/10-17 05:18

Japansk politi finder lig og afhuggede hoveder i lejlighedJapansk politi finder lig og afhuggede hoveder i lejlighed

Ni lig er fundet i en bolig nær Tokyo. Politiet kom på sporet af adressen under eftersøgning af savnet kvinde.

Tokyo. Japansk politi har fundet ni lig i en lejlighed i en forstad til Tokyo. På to af ligene var hovedet blevet skilt fra kroppen, rapporterer japanske medier tirsdag.

De to afskårne hoveder fandt politiet i en køleboks i lejligheden. Der er ingen oplysninger om, hvordan de ni personer er afgået ved døden.

Politiet har anholdt en 27-årig mand, som bor i lejligheden, der ligger i forstaden Zama sydvest for Tokyo.

En talsmand for politiet oplyser ifølge AP, at den mistænkte har indrømmet at have parteret ligene og skjult delene i kølebokse.

Jiji Press skriver, at politiet mandag fandt de to afskårne hoveder i en køleboks ved indgangen til lejligheden. Tirsdag fandt betjente de ni lig inde i boligen.

Politiet kom på sporet af adressen i forbindelse med efterforskningen af en sag om en 23-årig kvinde, der er meldt savnet. Kvinden har angiveligt en forbindelse til den anholdte mand.

Ifølge den nationale tv-station, NHK, er otte af ofrene kvinder. Den savnede kvinde menes at være en af dem.

Drab er sammenlignet med mange andre lande en sjældenhed i Japan, og Tokyo anses generelt som den mest sikre af verdens storbyer at færdes i.

Ifølge FN's kontor for narkotika og kriminalitet (UNODC) er drabsraten per 100.000 indbyggere på under 0,5 i Tokyo. Til sammenligning er drabsraten i New York City cirka ti gange så høj.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx