Af Mads Brandsen - 06/11-17 10:20

Efter kirke-massakre i USA: Chris' gribende Twitter-opdatering går verden rundt Efter kirke-massakre i USA: Chris' gribende Twitter-opdatering går verden rundt

Debatten om, hvorvidt USA fortsat skal have en lempelig våbenpolitik, er blusset op igen.

storybild

(Billede: MARK WILSON)

Det sker efter søndagens massakre i en baptistkirke i Texas, hvor 26 omkom, mens yderligere 20 blev såret, da en 26-årig mand med en fortid i det amerikanske luftvåben åbnede ild under en gudstjeneste.

Hændelsen, der er en af de mest dødelige i USA's historie, får nu den demokratiske senator Chris Murphy til at tage bladet fra munden på Twitter:

'Når mine kolleger går i seng i aften, bør de tænke over, om den politiske støtte til våbenindustrien er det blod værd, der flyder på gulvet i amerikanske kirker, skoler, biografer og på gaderne. Spørg dig selv – hvordan kan du hævde, at du respekterer menneskeliv, når du sætter troskab til våbenproducenterne over støtte til lovforslag, der nyder opbakning blandt det omfattende flertal blandt dine vælgere,' skriver han i en udtalelse, der er delt 13.000 gange og liket 19.000 gange.

Amerikanernes ret til at bære skydeåben blev nedfældet tilbage i 1791 som en del af borgernes frihedsrettigheder, men var egentlig tiltænkt som et forsvar mod ydre fjender som englændere, spaniere, franskmænd og indianere.

Daværende præsident Bill Clinton kom i 1994 igennem med et forbud mod semiautomatiske rifler, men da loven udløb i 2004, hed præsidenten George W. Bush, og han ønskede ikke at forlænge den. Barack Obama lykkedes ikke med at forbyde semiautomatiske våben.

Ifølge en Gallup-måling fra oktober er 60 procent af de amerikanske vælgere fortalere for en strammere våbenlovgivning, men alligevel er der ingen tegn på, at den siddende præsident, Donald Trump, vil lempe lovgivningen.

Tværtimod, påpeger lektor Niels Bjerre-Poulsen fra Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

»Trump lagde ud med at fjerne et dekret, der forhindrede, at psykisk syge har adgang til våben. Man vil høre en masse politikere sige, at deres tanker er med de pårørende og efterladte, men jeg tror ikke på, der kommer til at ske noget med lovgivningen,« siger han og påpeger, at samtlige republikanere i kølvandet på Sandy Hook-skoleskyderiet i 2012 stemte imod stramninger af lovgivningen.

Det skyldes blandt andet den magtfulde lobbyorganisation, National Rifle Association, der har fem millioner medlemmer og som støtter politikere økonomisk, hvis de bakker op om den lempelige våbenlov.

Der er blevet stadig længere mellem amerikanske husstande med våben – ifølge en undersøgelse fra Gallup i oktober havde 42 procent af befolkningen våben derhjemme – men tendensen er, at de, der har våben, har flere af dem.

»Også på det punkt som så meget er der en meget delt befolkning,« påpeger Niels Bjerre-Poulsen.

Chris Murphy påpeger, at USA har en særstaus, når det kommer til våben.

'Intet af dette er uundgåeligt. Jeg ved det, fordi intet andet land ville kunne udstå så mange massemasskrer, som USA gør. Det er unikt og særligt amerikansk. Så længe vores nation vælger at oversvømme landet med farlige våben og bevidst lader disse våben falde i hænderne på farlige mennesker, vil drabene ikke bliver bragt til ophør,' skriver han.

Den amerikanske præsident Donald Trump sagde til pressen under sit besøg i Japan, at søndagens skyderi ikke skyldes våben, men at USA har »store problemer med den mentale sundhed«, og at gerningsmanden var »sindsforvirret.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx