15/08-17 18:21

Nordkoreanske missildele stammer fra UkraineNordkoreanske missildele stammer fra Ukraine

Udviklingen af nordkoreanske missiler har taget fart. Det skyldes raketdele fra Ukraine, viser ny analyse.

København. Nordkoreas missilprogram har i løbet af de seneste to år udviklet sig til en potentiel trussel for USA.

Udviklingen af interkontinentale missiler har kun været mulig på så kort tid, fordi Nordkorea har haft adgang til raketmotorer, der sandsynligvis stammer fra en ukrainsk fabrik.

Det vurderer den anerkendte tænketank International Institute for Strategic Studies (IISS) på baggrund af en ny analyse.

Missildelene har ifølge IISS også forbindelse til det russiske missilprogram.

Michael Ellemann, missilekspert ved IISS, skriver på IISS' blog, at intet andet land har været i stand til at udvikle interkontinentale missiler så hurtigt som Nordkorea.

- Motorerne kommer sandsynligvis fra Ukraine på ulovlig vis, siger han i et interview til The New York Times.

- Det store spørgsmål er, hvor mange de har, og om ukrainerne hjælper dem nu. Jeg er meget bekymret, siger han.

Den ukrainske regering har mandag afvist at have medvirket til at levere missilteknologi til Nordkorea og tager skarpt afstand til det nordkoreanske regime.

USA's præsident, Donald Trump, har tidligere sagt, at Kina er det land, der støtter Nordkorea mest, både teknologisk og økonomisk.

Et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM) er et langtrækkende missil, der normalt er lavet til at kunne bære et atomsprænghoved.

4. juli i år affyrede Nordkorea et ballistisk missil, som landede i Det Japanske Hav. Eksperter vurderer, at der er tale om den første succesfulde test af et interkontinentalt missil.

Konflikten mellem Nordkorea og USA eskalerede sidste uge, da Trump kom med trusler om "bål og brand", hvis Nordkorea fortsatte med at true USA.

Efterfølgende rapporterede nordkoreansk stats-tv, at militære strateger var i færd med at udarbejde en angrebsplan mod den amerikanske militærbase på stillehavsøen Guam.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx