24/08-17 19:46

Angolas præsident gennem 38 år giver magten videreAngolas præsident gennem 38 år giver magten videre

38 år med samme præsident får ikke angolanere til at stemme på ny regering.

Luanda. Efter valg i Angola fortsætter regeringspartiet MPLA med at sidde på magten.

Det meddeler en embedsmand fra valgkommissionen torsdag, dagen efter at folk gik til stemmeurnerne, skriver nyhedsbureauet AP.

Det meddeles, at MPLA har fået 64 procent af stemmerne.

I alt er seks millioner stemmer optalt. Landet har 9,3 millioner registrerede vælgere i alt.

MPLA erklærede sig allerede onsdag som vindere af valget, der giver partiet flertal i parlamentet og præsidentposten.

Den 74-årige præsident Jose Eduardo dos Santos, der har siddet på magten de sidste 38 år, vil dog ikke fortsætte.

Han har håndplukket sin efterfølger, den hidtidige forsvarsminister Joao Lourenco, der nu skal lede partiet.

MPLA har siddet på magten i Angola siden landet fik selvstændighed fra Portugal i 1975.

Det var forventet, at partiet ville vinde. Men resultatet er ikke så sikkert, som forudset.

I 2012 fik partiet 72 procent af stemmerne og har dermed mistet opbakning.

De to oppositionspartier i landet, Unita og Casa-Ce, sagde onsdag, at valget ikke var sket på retfærdig vis.

Den nærmeste rival til Joao Lourenco var lederen af Unita, Isaias Samakuva. Partiet er en tidligere oprørsbevægelse.

Partierne har sagt, at de er blevet nægtet adgang til medierne, og at vælgere fra områder, hvor oppositionspartierne har stor opbakning, var blevet tvunget til at stemme langt fra deres hjem.

Angola har haft politisk stabilitet siden 2002, hvor Unita-lederen Jonas Savimbi dræbt, og MPLA og Unita erklærede våbenhvile.

Inden da havde landet været igennem en borgerkrig på 27 år - den længste krig på det afrikanske kontinent.

Borgerkrigen brød ud efter landet fik selvstændighed.

Krigen har betydet, at mange veje er brudt sammen i landet, og at befolkningen i stort omfang er flygtet fra landområder ind til byer.

Det har givet store slumkvarterer i byerne.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx