10/11-17 23:15

Bilist flygter fra alvorlig påkørsel af fodgængerBilist flygter fra alvorlig påkørsel af fodgænger

Politi leder efter bilist, som er stukket af fra en ulykke i Roskilde. Bilisten kørte formentlig i en Toyota.

Roskilde. En bilist er fredag aften stukket af fra en alvorlig påkørsel i Roskilde. Ved ulykken blev en mand kørt ned, og han er blevet kørt til hospitalet.

Det oplyser vagtchef René Søe Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Klokken 21.27 får vi en anmeldelse om en personpåkørsel i et fodgængerfelt på Søndre Ringvej i Roskilde. Bilen, som har forårsaget personpåkørslen, er flygtet fra stedet, siger han.

Politiet leder derfor efter flugtbilen, der formentlig er en mørkeblå Toyota Aygo fra omkring 2008. Bilens højre sidespejl røg af ved påkørslen og lå derfor tilbage på vejen.

- Vi formoder, at bilen har nogle skrammer og ridser foran - måske mest i højre side, siger vagtchefen.

De pårørende til den påkørte er endnu ikke underrettet, og derfor oplyser politiet ikke nærmere om hans alder og tilstand.

En bilinspektør har undersøgt stedet, og klokken 23 fredag aften har politiet forladt stedet igen.

Intet tyder på, at der skulle være tale om en bevidst påkørsel, oplyser vagtchefen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx