01/09-17 16:01; Opdateret: 01/09-17 16:21

Minister kræver politikadetter på grænsen med i nødberedskabMinister kræver politikadetter på grænsen med i nødberedskab

53 politikadetter venter på at kunne aflaste politiet ved grænsen på grund af en strid om arbejdsvilkår.

København. Innovationsminister Sophie Løhde (V) er forundret over, at Politiforbundet ikke vil lave en aftale på vegne af politikadetterne, når det ifølge ministeren er så små ting, der skiller parterne ad.

Som ansvarlig minister for Moderniseringsstyrelsen står hun i spidsen for forhandlingerne på statens vegne. På den anden side af forhandlingsbordet sidder Politiforbundet.

Fredag skulle 53 nyuddannede politikadetter have første arbejdsdag ved grænsekontrollen på den dansk-tyske grænse. Men de kan ikke starte, fordi der endnu ikke er en aftale om deres arbejdsvilkår.

Striden handler om, hvorvidt politikadetterne skal indgå i et nødberedskab eller ej - og hvorvidt det er nok med en hensigtserklæring om det.

- Hvis der er en konflikt, skal vi kunne varetage centrale bevogtningsopgaver ved grænsen eller potentielle terrormål, siger Sophie Løhde.

Begge parter er enige om et nødberedskab, men spørgsmålet er, hvordan politiet forpligter sig til det.

Politiforbundet vil skrive under på en hensigtserklæring om et nødberedskab, men ikke skrive det ind i overenskomsten, oplyser ministeren.

Men det er ikke godt nok, for Sophie Løhde har allerede tilladt, at politikadetterne får strejkeret, siger hun.

- Det er ikke nok, at man giver en hensigtserklæring, vi skal også i fredstid binde hinanden op på, hvad skal gælde, hvis man kommer i konflikttid.

Politiforbundet mener, at ministeren stiller "usædvanlige krav, der indskrænker kadetternes rettigheder."

Det undrer hende.

- Det er jeg ganske uforstående overfor, for det gælder for andre overenskomstområder i forvejen, siger hun.

Ministeren håber på en hurtig løsning og understreger, at hendes dør står åben.

- Moderniseringsstyrelsen har strakt sig langt og har imødekommet Politiforbundet på deres helt centrale krav, nemlig at de har fået strejkeret, siger hun.

På spørgsmålet, om hun allerede nu er villig til at gribe ind politisk, svarer ministeren klart nej.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx