05/11-17 20:36

Advokatfirma fra Paradise Papers skuffet over mediers adfærdAdvokatfirma fra Paradise Papers skuffet over mediers adfærd

Manglende forståelse for lovgivningen og brug af oplysninger, der er skaffet ulovligt, skuffer Appleby.

København. Advokatfirmaet Appleby er skuffet over internationale mediers adfærd i forbindelse med lækket af over 13 millioner dokumenter, som har fået navnet Paradise Papers.

Det skriver firmaet i en pressemeddelelse til medier i det journalistiske samarbejde ICIJ heriblandt Politiken og DR.

Meddelelsen kommer som svar på de historier, som en række medier søndag aften har skrevet på baggrund af blandt andet lækkede dokumenter fra Appleby.

Heri er det beskrevet, hvordan politikere, selskaber, kendisser og kongelige har overført penge til såkaldte skattely-lande blandt andet via forskellige selskaber.

På sin hjemmeside har Politiken gengivet meddelelsen fra Appleby i sin helhed. Her står blandt andet:

- Det skuffer os, at medierne muligvis vil bruge oplysninger, der kan stamme fra materiale, som er anskaffet på ulovlig vis, og at det muligvis vil medføre, at uskyldige parter bliver udsat for brud på deres datasikkerhed.

- Efter at have undersøgt ICIJ’s påstande, mener vi, at de er ubegrundede og baseret på en manglende forståelse af de legitime og lovlige konstruktioner, der anvendes i offshore-sektoren.

Advokatfirmaet skriver, at det selv har undersøgt påstandene og ikke har fundet nogle ulovligheder. Appleby udtrykker et ønske om at samarbejde med enhver tænkelig myndighed.

- Vi tager enhver påstand om ulovligheder – bevidste eller ej – dybt alvorlig, skriver Appleby.

Det påpeges i meddelelsen, at Appleby føler, at det opererer i et meget reguleret miljø.

- Vi har forpligtet os til at leve op til de høje standarder, som er defineret af vores regulerende myndigheder. Denne forpligtelse er utvetydig, skriver firmaet.

Der behøver ikke være noget ulovligt i at benytte sig af selskaber i skattely-lande.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx