27/11-17 17:09

Anklager: Kundbypigen kan stadig være farlig ved løsladelseAnklager: Kundbypigen kan stadig være farlig ved løsladelse

Samfundet løber en risiko ved at undlade at idømme teenagepige fra Kundby tidsubestemt forvaring.

København. Der er en vis risiko forbundet med at lade en 17-årig pige fra Kundby slippe for forvaring. Ingen ved nemlig, om den vestsjællandske teenager er lige så farlig som nu, når hun har afsonet sin straf på otte års fængsel.

Det budskab leverer anklager Kristian Kirk, efter at Østre Landsret mandag forkastede anklagemyndighedens krav om forvaring. I stedet for forvaring valgte retten at øge byrettens straf fra seks til otte års fængsel

- Nu kan man sige, at der er en bagkant på otte år. Så vil jeg sige, at jeg som borger i det her land håber, at man til den tid har gjort op med de ting i hendes person, som gør, at hun er farlig, siger anklageren.

Det var på baggrund af en anbefaling fra Retslægerådet, at anklagemyndigheden bad landsretten om at idømme pigen forvaring.

Eksperterne mente ganske enkelt, at hun er så farlig, at det ville være uforsvarligt at sætte en dato på hendes løsladelse.

- Set i lyset af sagens alvor kan du ikke komme op på en højere klinge. Og når Retslægerådet så kommer med så klar en udtalelse, som de gør, så gør det indtryk. Også på mig, siger anklageren.

Den nu dømte pige var bare 15 år, da hun fra sit teenageværelse i den lille landsby Kundby tæt ved Holbæk lagde planer om at blive terrorist.

Via internettet kontaktede hun flere militante islamister, og i løbet af ganske kort tid blev hun radikaliseret.

Hun satte sig herefter for at gennemføre et bombeangreb mod Sydskolen i Fårevejle og begyndte tilsyneladende produktionen af en bombe.

Hverken angrebet på Sydskolen eller et senere angreb mod den jødiske Carolineskolen i København nåede hun imidlertid at udføre, inden hun 13. januar 2016 blev anholdt i en storstilet politiaktion.

Med landsrettens dom står det klart, at en person under 18 år fortsat ikke er blevet idømt forvaring ved endelig dom i det danske retssystem.

Den terrordømte pige fra Kundby planlægger at tage en HF. Drømmen er at blive veterinærsygeplejerske.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx