26/09-17 22:42

Ronaldo slår til to gange i Real Madrid-sejr i DortmundRonaldo slår til to gange i Real Madrid-sejr i Dortmund

Cristiano Ronaldo slog til to gange, da Real Madrid vandt 3-1 i Dortmund. Harry Kane med hattrick på Cypern.

Dortmund. Real Madrid forsøger i denne sæson at hjemføre Champions League-trofæet for tredje gang i træk.

Jagten på klubbens 13. CL-titel er indledt i overbevisende stil med to sejre i gruppe H, hvor Zinedine Zidanes mandskab tirsdag nedlagde Borussia Dortmund 3-1 på udebane.

Gareth Bale og Cristiano Ronaldo med to mål lynede for de spanske gæster, mens Pierre-Emerick Aubameyang undervejs reducerede til 1-2 for de tyske værter.

Dortmund lod i kampens indledning gang på gang de kontrastærke Real Madrid-spillere komme alene igennem.

Daniel Carvajal misbrugte den første store chance, mens en tøvende Ronaldo forsømte en mulighed for at gå direkte på mål, og superstjernens aflevering mod Bale løb ud i ingenting.

Efter 18 minutter kom scoringen, da Carvajal med en aflevering ind i feltet fandt Gareth Bale, der med en helflugter kanonerede bolden op i målhjørnet til 1-0.

Tyskerne havde kort forinden en potentiel mulighed for at tage føringen, da Sergio Ramos havde haft hånden på bolden i straffesparksfeltet. Dommeren lod dog hændelsen passere.

Selv om Dortmund lagde et tungt pres ned mod Real Madrid-målet i det meste af anden halvleg, så var det skønne spildte kræfter.

I indledningen på anden halvleg bragte Cristiano Ronaldo gæsterne på 2-0 efter et sublimt spansk opspil og en præcis Gareth Bale-aflevering mod forreste stolpe.

Pierre-Emerick Aubameyang reducerede til 1-2 fem minutter senere, men den tyske scoring endte blot som et trøstmål, da Ronaldo et kvarter før slutfløjt blev spillet fri af Luka Modric og hamrede spanierne på 3-1.

Med sejren fik Real Madrid samtidig bugt med klubbens kompleks i Dortmund, hvor holdet aldrig havde vundet før tirsdag aften.

Real Madrid topper gruppe H med seks point sammen med Tottenham, der uden en syg Christian Eriksen slog Apoel FC 3-0 på udebane.

Harry Kane scorede hattrick for de engelske gæster, der på ingen måde leverede en overbevisende indsats.

Flere gange i første halvleg var det tæt at gå galt for Tottenhams favoritter, der spillede naivt og gav store chancer væk.

End ikke Harry Kanes 1-0-scoring fem minutter før pausen skabte ro. Den indfandt sig først efter en times spil, da Tottenham-stjernen sparkede gæsterne på 2-0. Senere øgede Kane til 3-0 på et hovedstød.

Borussia Dortmund og Apoel FC er uden point i gruppe H efter de to første gruppekampe.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx