30/11-17 15:19

Uvist om bandeleder kan udvises efter forvaringsdomUvist om bandeleder kan udvises efter forvaringsdom

Bandeleder Danny Abdalla får sin tredje udvisningsdom, men det er uvist, om det kan ske efter endt forvaring.

Holstebro. Den 51-årige bandeleder Danny Abdalla blev torsdag idømt forvaring - en af lovens strengeste straffe, fordi den i princippet er på ubestemt tid.

Når straffen er udstået, skal han udvises af landet, bestemte en enig domsmandsret ved Retten i Holstebro.

Det er tredje gang, at den libanesisk fødte mand idømmes udvisning af Danmark.

De to andre gange har udvisningen ikke kunnet effektueres, angiveligt fordi Danny Abdalla er truet på livet, hvis han viser sig i sit hjemland Libanon.

Om Danny Abdalla denne gang vil kunne udvises, når straffen er udstået, er ifølge anklager Lise Hebsgaard op til Flygtningenævnet.

- Det er ikke politi og anklagemyndighedens, men Flygtningenævnets bord, siger hun til Ritzau.

Hvis der skal ske udvisning, vil det i givet fald først kunne finde sted, når Abdalla ikke længere vurderes at være til fare for sine omgivelser.

- Kommer der et tidspunkt, hvor lægerne vurderer, han ikke længere er farlig, så skal man der vurdere, om han kan udsendes af landet, siger Lise Hebsgaard.

Retslægerådet har på baggrund af en mentalundersøgelse vurderet, at forvaring er påkrævet for at undgå, at Abdalla begår ny personfarlig kriminalitet.

En indstilling, som domsmandsretten i Holstebro valgte at følge.

Sagen har kørt over 17 retsdage og er en af de mest omfattende, Lise Hebsgaard har været med til som anklager.

- Jeg har prøvet længerevarende sager, men ikke af denne varighed og hvor der er tale om så forskelligartet kriminalitet, siger Lise Hebsgaard.

Abdalla har blandt andet beskyldt politi og anklager for at lyve og fabrikere falske anklager mod ham.

- Det er ikke behageligt, men det må man abstrahere fra. Jeg passer mit arbejde, siger Lise Hebsgaard.

Sagen slutter dog ikke her, for Danny Abdalla lod kort efter domsafsigelsen forstå, at han øjeblikkeligt anker til landsretten.

- Jeg anker, fordi jeg mener, du har dømt mig under politisk pres, lød det vredt fra Danny Abdalla til retsformand Torben Riise.

- Jeg vil ikke høre på dig, du har dømt mig som uskyldig, sagde han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx