08/11-17 17:26

41-årig stjal millioner fra billetautomater41-årig stjal millioner fra billetautomater

I et grundlovsforhør har en mand erkendt, at han har stjålet 3,2 millioner kroner fra DSBs billetautomater.

København. Gennem otte måneder har en mand lænset DSBs billetautomater for ikke mindre end 3,2 millioner kroner.

Onsdag blev han på sin 41 års fødselsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Dommervagten i København. Her tilstod han de omfattende tyverier og blev varetægtsfængslet i foreløbig to uger.

Inden dørene blev lukket af hensyn til den videre efterforskning, fortalte anklageren, at DSB havde anmeldt omfattende tyveri fra billetautomater.

Så sent som 28. oktober blev en billetautomat tømt for kontanter, og tirsdag klokken 10.25 blev manden anholdt.

I forbindelse med anholdelsen har politiet ransaget hans bopæl og et depotrum i Høje Taastrup.

Her fandt man penge, nogle ure, ammunition og et oversavet jagtgevær, der var skilt ad. Manden er derfor også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Det er uvist, hvordan den 41-årige har stjålet de mange penge fra automaterne. Ifølge Ekstra Bladet er han beskæftiget med billetautomaterne og har derfor et indgående kendskab til dem.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx