19/09-17 05:01; Opdateret: 19/09-17 05:22

Japan styrker missilforsvar efter nordkoreanske affyringerJapan styrker missilforsvar efter nordkoreanske affyringer

Nordkorea har truet med at fjerne Japan fra havets overflade. Nu sætter Japan ekstra missilsystem op.

Tokyo. Japan styrker med omgående virkning sit forsvar mod missiler yderligere på landets nordligste ø, Hokkaido.

Det oplyser en talsmand for forsvarsministeriet til nyhedsbureauet AFP.

Systemet, med navnet PAC-3, bliver sat op tirsdag på en militærbase på den sydlige del af øen, oplyser talsmand Kensaku Mizuseki.

Ifølge lokale embedsfolk er der i forvejen et tilsvarende værn mod missiler et andet sted på øen.

Kensaku Mizuseki afviser at oplyse, hvilke andre steder i Japan systemet er opsat.

PAC-3 fremstilles af det amerikanske Lockheed Martin.

Selskabet skriver på sin hjemmeside, at med PAC-3 har "fjendtlige ballistiske missiler, krydsermissiler og fly mødt deres overmand".

Systemet virker ved at skyde fjendtlige missiler ned, når de er på vej ned mod deres mål.

Nordkorea har to gange inden for de seneste uger affyret et missil ind i luftrummet over Hokkaido.

Den seneste prøveaffyring fra Nordkorea fandt sted fredag og udløste voldsomme fordømmelser fra Japan og FN's Sikkerhedsråd.

Dagen forinden havde styret i Nordkorea truet med at "sænke" Japan og reducere USA til "aske og mørke".

En talsmand for Japans regering sagde efter fredagens missilaffyring, at landet i samarbejde med Sydkorea og USA vil tage alle forholdsregler for at beskytte befolkningen.

Ifølge det sydkoreanske forsvarsministerium fløj missilet omkring 3700 kilometer og nåede en højde på 770 kilometer, før det styrtede i havet cirka 2000 kilometer fra Hokkaido efter at have passeret hen over øen.

Nordkorea foretog for nylig også landets sjette atomprøvesprængning, som sammen med adskillige missiltest har bidraget til at øge spændingerne i regionen.

FN's Sikkerhedsråd vedtog enstemmigt at skærpe sanktionerne over for Nordkorea på grund af atomtesten.

Fredagens missiltest blev af rådet betegnet som "yderst provokerende".

Japans premierminister, Shinzo Abe, har opfordret det internationale samfund til at lægge endnu mere pres på Nordkorea.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx