23/08-17 10:35

Taliban dræber fem i bilbombeangreb nær skole i AfghanistanTaliban dræber fem i bilbombeangreb nær skole i Afghanistan

Mange sårede ved Taliban-angreb er børn, som befandt sig i en skole ved en moské, da en bilbombe eksploderede.

Kandahar. Et selvmordsangreb i Helmand-provinsen i Afghanistan har onsdag kostet mindst fem civile livet.

38 andre meldes såret ved eksplosionen. En stor del af dem er børn, meddeler direktøren for det lokale hospital.

Børnene befandt sig i en skole i en moské ved det sted, hvor angrebet fandt sted.

- Vi har modtaget 38 sårede, de fleste af dem skolebørn, og fem døde, heriblandt to kvinder og to soldater, siger hospitalsdirektør Mauladad Tabihdad.

En talsmand for provinsens guvernør oplyser, at en bil fuld af sprængstoffer eksploderede på en parkeringsplads ved politiets hovedkvarter i byen Lashkar Gah.

Talsmanden, Omar Zhwak, sætter antallet af sårede lavere end hospitalsdirektøren.

- Vores foreløbige oplysninger viser, at fem civile blev dræbt og 25 såret, heriblandt kvinder og børn, siger han.

Den militante Talibanbevægelse har taget skylden for angrebet.

- Vi rettede et angreb mod hærens kampvogne og dræbte snesevis, lyder det i en sms, som Taliban har sendt til flere journalister.

En talsmand bekræfter over for politiet, at onsdagens bilbombe ramte flere militære køretøjer, der holdt ved politiets hovedkvarter i Lashkar Gah.

- Vi har meldinger om tilskadekomne soldater, siger talsmanden, Salam Afghan.

Taliban har opfordret USA til at trække sig helt ud af Afghanistan i stedet for at sende flere tusinde soldater til landet, som præsident Donald Trump mandag annoncerede.

Den militante gruppe har advaret om, at den vil omdanne Afghanistan til en "kirkegård" for de amerikanske soldater.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx