03/12-17 17:40

Skjern tæver slovensk hold og tager CL-gruppesejrSkjern tæver slovensk hold og tager CL-gruppesejr

Skjern blæste Gorenje Velenje af banen og skal nu møde ukrainsk hold i playoffkampe.

Skjern. Opskriften for Skjern Håndbold var klar før søndagens hjemmekamp mod Gorenje Velenje i Champions League.

Med sejr eller uafgjort var førstepladsen i gruppe C sikker. Og med en sejr på 35-20 var der aldrig tvivl om kampens udfald.

Skjern var i hopla fra kampens start, og der gik ikke længe, før det danske mandskab kom foran 10-5.

Herfra byggede Skjern kun på. I målet tog 20-årige Emil Nielsen fra. Kort før kampstart blev det offentliggjort, at klubben har forlænget hans kontrakt.

Den kontraktforlængelse fejrede han med otte redninger i første halvleg, hvilket var kraftigt medvirkende til pauseføringen på 18-9.

Det samme var svenske Markus Olsson, som bidrog med fem mål i kampens første 30 minutter.

I anden halvleg fik Gorenje Velenje lidt bedre gang i målscoringen, men Skjerns skytter fortsatte med at banke kasser ind.

René Rasmussen scorede to i træk og bragte Skjern på 24-14.

Skjerns overlegenhed blev understreget flere gange, efter at kampen reelt var afgjort, og reserverne var sat på banen.

Med små ni minutter igen fandt René Rasmussen holdkammeraten Bjarke Christensen med et vip, der fra sin position på fløjen hoppede ind og hamrede bolden i det tomme mål til en 12-måls-føring.

Det endte med en sejr på 15 kasser og en sikker førsteplads til Skjern.

Sejren betyder, at Skjern slipper for at møde franske Montpellier i de kommende playoffkampe om at komme med i Champions Leagues knockoutfase.

I stedet venter ukrainske Motor Zaporozhye. Første kamp spilles i februar.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx