06/08-17 19:55

OB-lejren er tilfreds med uafgjort efter åben duelOB-lejren er tilfreds med uafgjort efter åben duel

OB spillede 0-0 mod AaB i Odense. Et fortjent resultat efter en tæt kamp, mener OB's cheftræner, Kent Nielsen.

Odense. I Odense kunne OB og AaB ikke nedlægge hinanden og søndagens superligakamp mellem de to mandskaber endte derfor 0-0.

Hjemmeholdet var efter kampen tilfreds med resultatet, der ifølge OB's cheftræner Kent Nielsen kunne være gået begge veje.

- Kampen var meget åben og underholdende. Især i den første halve time var vi gode. AaB sluttede dog bedst af.

- AaB stod kompakt i sin defensiv og levede på sine omstillinger. Vi var dog gode til at lukke ned for deres offensiv, siger Kent Nielsen.

OB har efter dagens målløse kamp blot scoret fire mål i fire kampe. Kent Nielsen mener, at spillerne skal give mere for hinanden:

- I offensiven er vi ikke bevægelige nok. Vi tilbyder os heller ikke nok for hinanden. Spillerne står for stille på banen.

Selv om odenseanerne har haft svært ved at score mål, har de til gengæld ikke lukket mål ind i tre kampe, hvilket er en ting, holdet har trænet på.

- Holdet viser stabilitet i forsvaret. Vi har til træning haft fokus på at være mere aggressive. Vores trup har mange kreative og tekniske spillere, som har manglet lidt fysik. Det har spillerne forbedret, mener Kent Nielsen.

Efter kampen mod AaB ligger OB på en fjerdeplads. Inden sæsonen begyndte, meldte klubben ud, at den går efter en top-6 placering.

Intet han ændret sig efter kampen, lyder det fra Kent Nielsen:

- Jeg er tilfreds med truppen, som den er nu. Der er ikke noget, der har ændret sig efter de første fire kampe.

- Hvis der kommer nye spillere ind, vil det ikke ændre på vores målsætning. Jeg tænker kun på de spillere, jeg har til rådighed netop nu, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx