16/09-17 14:05

Pia Kjærsgaard: DF kan på sigt pege på S-statsministerPia Kjærsgaard: DF kan på sigt pege på S-statsminister

Thulesen holder muligheden åben, men ved det kommende valg er det "logisk" og "realistisk" at pege på Løkke.

Herning. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er enige på en række afgørende punkter. Blandt andet vil begge partier føre en stram udlændingepolitik og bruge penge på velfærd frem for skattelettelser.

Så hvorfor peger DF ikke på formanden for Folketingets største parti, Mette Frederiksen (S), som statsminister?

Folketingets formand og tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, mener, at det kan blive udfaldet på sigt.

Ved Dansk Folkepartis årsmøde i Herning siger hun:

- På et eller andet tidspunkt, når det passer ind i billedet, så kunne det da godt tænkes, at Dansk Folkeparti peger på en socialdemokratisk statsminister. Eller måske selv bliver statsminister.

- Det vil Kristian ikke have, at jeg siger, men jeg siger det alligevel, siger Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har op til landsmødet gjort det klart, at hjørnekontoret i Statsministeriet ikke betyder så meget for ham, som for Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen.

Han vil ikke udelukke muligheden for, at DF "på sigt" kan pege på en socialdemokrat som statsminister:

- Når det drejer sig om udviklingen på længere sigt, så vil jeg ikke tale et samarbejde med Socialdemokratiet ned. Så vil jeg hellere tale det op.

- Jeg siger bare, at med den historik, der er, så er det realistiske efter næste valg, at vi peger på et statsminister inden for det såkaldte blå område.

- Lars Løkke Rasmussen er statsminister i dag, og vi har ikke noget imod at gøre ham til statsminister igen, forudsat, at vi får tilstrækkeligt med politiske indrømmelser ud af det.

- Det er den måde, jeg synes, det ser mest logisk ud i forhold til et valg. Betyder det, at det på længere sigt er udelukket, at DF går tættere med Socialdemokratiet. Nej, det gør det ikke.

Spørgsmål: Og "gå tættere med" kan også betyde at pege på en statsminister fra Socialdemokratiet?

- Jamen, jeg synes ikke, man skal udelukket noget i forhold til fremtiden. Det er gået langt stærkere med samarbejdet med Socialdemokratiet, end jeg havde troet. Det er jeg kun glad for. For det giver Dansk Folkeparti flere strenge at spille på.

Spørgsmål: Du siger, at det er "logisk" og "realistisk" at pege på Løkke efter næste valg. Det er ikke det samme som at udelukke, at det kunne blive Mette Frederiksen?

- Ved næste valg, synes jeg det virker urealistisk. Der, synes jeg, det er mest logisk at pege på Løkke. Hvad det så fører til på længere sigt - der har jeg ikke ingen interesse i at lukke nogen døre. Tværtimod.

Spørgsmål: Men når du siger "mest logisk" at pege på Løkke, så udelukker det ikke, at I kan pege på Mette Frederiksen ved næste valg?

- Det er min måde at formulere mig på i politik. Med ting som ændrer sig hele tiden, så synes jeg det er en god måde at agere på for at sikre på, at man hele tiden får størst mulig indflydelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx