28/11-17 19:25

Skadet stregprofil rejser med håndboldlandsholdet til VMSkadet stregprofil rejser med håndboldlandsholdet til VM

Stine Bodholt rejser onsdag med landsholdet til VM, selv om hun på grund af en skade ikke er med i truppen.

København. Stine Bodholt kommer måske alligevel til at spille med ved VM i håndbold.

Viborg HK-stregspilleren måtte ellers melde afbud på grund af knæproblemer, men onsdag rejser hun alligevel med til Tyskland, hvor slutrunden bliver spillet.

Dansk Håndbold Forbund meddeler i en pressemeddelelse, at Stine Bodholt har meldt sig klar til at tage med til Tyskland.

- Først og fremmest er jeg glad på Stines vegne over, at skaden ikke er så slem som først antaget.

- Nu tager vi det roligt i forhold til hendes eventuelle deltagelse i kamp, men jeg glæder mig over, at der overhovedet er en mulighed for, at hun kan komme i kamp, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Stine Bodholt skal have sit knæ testet i Tyskland. Hun har den seneste tid trænet uden at mærke irritation i knæet.

Hun blev i VM-truppen erstattet af Rikke Iversen.

Stine Bodholt, der regnes som en af Danmarks nøglespillere, er fortsat ikke en del af VM-truppen på 16 spillere.

Hun kan dog blive skiftet ind undervejs ved VM.

Danmark møder lørdag Montenegro i den første gruppekamp ved VM.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx