03/10-17 15:48; Opdateret: 03/10-17 17:19

Kurdisk leder og Iraks ekspræsident Talabani er dødKurdisk leder og Iraks ekspræsident Talabani er død

Den kurdiske leder Jalal Talabani, som var Iraks præsident fra 2005-2014, er død efter flere års sygdom.

Bagdad. Den forhenværende irakiske præsident Jalal Talabani er død på et hospital i Berlin, rapporterer irakisk stats-tv.

Han var Iraks præsident, mens USA, Danmark og flere andre lande udkæmpede en krig i Irak efter årtusindskiftet. Han blev 83 år.

Talabani kæmpede for kurdisk selvbestemmelse i en livslang politisk karriere.

Han var leder af partiet Kurdistans Patriotiske Union (PUK), som han grundlagde i 1975.

Ekspræsidenten blev ramt af et slagtilfælde i 2012, og han var flere gange siden indlagt. Han modtog ofte behandling i Tyskland.

Selv om Talabani førte an i bestræbelserne på at opnå kurdisk uafhængighed, så var hans støtte til søndagens folkeafstemning om løsrivelse lunken.

Modsat den kurdiske præsident, KRG-lederen Massoud Barzani, havde Talabani og PUK gode forbindelser til Iran og de shiitiske grupper i Irak, som i realiteten sidder på magten i Bagdad.

Iraks regering har ligesom nabolandene Iran og Tyrkiet fordømt folkeafstemningen 25. september, som endte med et rungende ja til uafhængighed.

Over hele verden er kurdernes afstemning blevet fordømt.

Jalal Talabani blev født i 1933 i Erbil, der nu er centrum for det kurdiske selvstyreområde i det nordlige Irak.

Den kurdiske leder var Iraks præsident fra 2005 til 2014 og dermed under det meste af Irak-krigen.

Han boede i Sulaimaniya, som er PUK's højborg i Irak.

Jalal Talabani var den første ikkearaber, som blev præsident i Irak.

En af hans sønner, Qubad, er i dag vicepremierminister i det kurdiske selvstyreområde i Irak. Han er altså del af Barzanis regering.

Jalal Talabanis ældste søn, Bafel Talabani, stod sin far nær, og han har en politisk karriere i PUK.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx