19/09-17 17:35

Ankestyrelsen går ind i sag om borgmesters brug af RådhushallenAnkestyrelsen går ind i sag om borgmesters brug af Rådhushallen

Et tilsyn, der holder øje med kommuner, kræver udtalelse fra Borgerrepræsentationen om brug af Rådhushallen.

København. Det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen går ind i sagen om den radikale beskæftigelsesborgmester i København, Anna Mee Allerslevs, brug af Rådhushallen. Det skriver Berlingske.

Det sker, efter det den seneste uge har været fremme i medierne, at Anna Mee Allerslev har lånt Rådhushallen på Københavns Rådhus til sin bryllupsreception uden at betale for det.

Et lokale, der normalt koster 65.000 per døgn at leje.

Tilsynet holder øje med, om kommuner og regioner overholder reglerne for offentlige myndigheder.

Ifølge Berlingske har Ankestyrelsen 13. september sendt et brev til Borgerrepræsentationens Sekretariat i København med overskriften "Vedrørende udlån af lokaler på Rådhuset".

Af brevet fremgår det ifølge Berlingske, at:

- Ankestyrelsen gennem presseomtale er blevet opmærksom på, at Københavns Kommune - efter det oplyste - i visse tilfælde udlåner Rådhushallen vederlagsfrit til medlemmer af Borgerrepræsentationen til private formål.

Ankestyrelsen beder i brevet Borgerrepræsentationen i København om en udtalelse, som skal indgå i en vurdering af, om der skal rejses en tilsynssag.

Kommunen skal ifølge Berlingske blandt andet gøre rede for, om kommunen i "alle tilfælde har fulgt retningslinjerne, eller om der er sket en fravigelse fra disse og i givet fald hvorfor".

I 2011 vedtog Borgerrepræsentationen to indstillinger om brug af Rådhusets lokaler af Borgerrepræsentationens medlemmer.

Her står der blandt andet, at rådhusets lokaler kan bruges til mødeaktiviteter.

Det bliver understreget, at kommunen ikke stiller lokaler vederlagsfrit til private arrangementer. Det skrives direkte, at det ikke omfatter private fester.

Kommunen har to måneder til at svare Ankestyrelsen. Det kommunale tilsyn udtaler sig først om lovligheden af en sag, når den er oplyst tilstrækkeligt.

I udtalelsen fra det kommunale tilsyn vil der typisk stå, om en kommunalbestyrelse eller et regionsråd har tilsidesat lovgivningen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx