27/08-17 20:39

Bilbombe dræber mindst ti i urolig afghansk provinsBilbombe dræber mindst ti i urolig afghansk provins

Størstedelen af de dræbte i selvmordsangreb i Helmand-provinsen er soldater, oplyser lokale myndigheder.

Kabul. Mindst ti soldater og civile meldes dræbt i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor en selvmordsbilbombe eksploderede.

Det oplyser lokale embedsmænd til nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Ifølge Atiqullah Khan, der er direktør i Nawa-distriktet, var selvmordsbilbomben rettet mod en kolonne af militærets køretøjer.

Størstedelen af de ti dræbte er soldater, oplyser han til AP. Otte andre blev såret ved angrebet.

Khan tilføjer, at dødstallet kan stige.

Talsmanden for Helmand-provinsens guvernør siger, at en selvmordsbombemand bragte sin bilbombe til sprængning på et marked i Nawa-distriktet.

Helmand-provinsen har i de seneste uger været skueplads for voldsomme kampe mellem regeringsstyrker og Taliban-oprørere.

Der er ikke umiddelbart nogen, der har påtaget sig skylden for angrebet.

Taliban-bevægelsen har tidligere foretaget flere selvmordsangreb i Helmand-provinsen, især omkring provinshovedstaden Lashkar Gah.

Den militante gruppe kontrollerer en stor del af området udenfor Lashkar Gah.

Det var i Helmand-provinsen, at danske soldater var indsat fra 2006 til 2014.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx