05/07-17 21:20

Støjberg: Ny EU-plan om migration har det rigtige fokusStøjberg: Ny EU-plan om migration har det rigtige fokus

Tallinn. Der er gode takter i den nye handlingsplan, som EU-Kommissionen har foreslået for at lette migrationspresset på Italien.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der torsdag skal diskutere planen på et uformelt møde i Tallinn for EU's migrationsministre.

- Jeg synes, at fokus er rigtigt, og at fokus er langt mere realistisk end det, vi har set tidligere, siger Inger Støjberg om den nye EU-plan.

- Fokus er i høj grad flyttet fra, at man bare omfordeler de flygtninge og migranter, der kommer til Europa, og så til det, der er afgørende. Nemlig at stoppe tilstrømningen til Europa, siger hun.

Den nye handlingsplan, som EU-Kommissionen fremlagde tirsdag, vil blandt andet støtte Italien med flere penge og mere mandskab.

Det skal hjælpe Italien med at håndtere presset fra de flygtninge og migranter, der kommer over Middelhavet.

Libyen og andre lande i Afrika skal også have mere hjælp i endnu et forsøg på at bremse menneskestrømmen.

Italien skal desuden komme med et forslag til adfærdskodeks for humanitære organisationers redningsskibe ud for Libyen.

De er blevet kritiseret for at tilskynde flere til at begive sig ud i Middelhavet, fordi redningen er nær.

Hjemsendelser af afviste asylansøgere skal også optrappes.

Samtidig opfordrer EU-Kommissionen endnu engang de andre medlemslande til at sætte fart på omfordelingen af flygtninge fra Italien.

- Omfordelingen virker ikke, siger Inger Støjberg.

Flere end 85.000 flygtninge og migranter er indtil videre ankommet til Italien i år.

Og Inger Støjberg mener, at fokus i EU-planen handler om at bremse den trafik med hurtigere asylbehandling og flere hjemsendelser.

- Det her er den eneste måde at få stoppet det hele på. Nemlig at få hurtigere asylbehandling og få folk, der ikke har ret til at være her, sendt hjem igen, siger hun.

Inger Støjberg er samtidig klar til at diskutere, om Danmark kan bidrage med mere til EU's indsats.

Hun siger, at Danmark i forvejen bidrager med penge, mandskab og materiel i form af fly til grænseagenturet Frontex, der overvåger Middelhavet.

- Men jeg er ikke bleg for at diskutere, om der skal yderligere bidrag til, siger Støjberg.

Hun siger, at det er helt afgørende, at "vi ikke overstrømmer Europa med migranter, der ikke er forfulgte, men søger lykken her".

- Jeg kender ingen mennesker, der ikke vil hjælpe mennesker, der er i nød, siger Støjberg.

- Men vi skal også selv kunne følge med. Hvis der både kommer flygtninge, der helt reelt har brug for hjælp, og økonomiske migranter, som vi ikke kan sende ud igen, så falder opbakningen til de mennesker, der har brug for hjælp.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx