06/07-17 15:58; Opdateret: 06/07-17 16:46

Forsker: Trumps Nato-garanti vil blive betvivletForsker: Trumps Nato-garanti vil blive betvivlet

Warszawa. Der skal ikke herske tvivl om, at USA vil betragte et angreb på et andet Nato-land som et angreb på hele alliancen.

Det var et af hovedbudskaberne i den amerikanske præsident Donald Trumps tale torsdag i Polen.

Men skepsis vil der nu nok stadig være hos de 28 øvrige Nato-medlemmer, vurderer Henrik Breitenbauch, som er leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

- Det er selvfølgelig velkomment, at Trump nu bakker op om artikel fem, siger han og henviser til navnet på Natos musketered.

- Men vi har stadig for første gang siden Anden Verdenskrig en amerikansk præsident, der har sat spørgsmålstegn ved alliancens rationale, og det er rigtig bekymrende, lyder det videre.

Donald Trump efterlod de øvrige Nato-medlemmer måbende, da han ved et topmøde i maj ikke direkte ville udtrykke opbakning til artikel fem. Tidligere har han kaldt alliancen "forældet".

Nu er han for anden gang som præsident i Europa og siger, at USA i form af både "ord og handlinger" bakker op om grundstenen i Nato.

Det budskab vil Henrik Breitenbauch dog tøve med at stole på.

- Tilliden til, at han mener det, er nok ikke til stede. Der er ikke tillid til, at han er konsistent i sine holdninger.

- Præsident Trumps personlighed og hans tidligere udtrykte tvivl omkring Nato betyder nok samlet set, at der i hele hans præsidentperiode vil være en smule lorenhed fra europæisk side over for de udmeldinger, han kommer med, siger Henrik Breitenbauch.

Donald Trump rejser torsdag videre til Tyskland, hvor han skal deltage i G20-topmøde i Hamburg fredag og lørdag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx