15/11-17 15:16

Dansk ambassadør: Meget tyder på militærkup i ZimbabweDansk ambassadør: Meget tyder på militærkup i Zimbabwe

Det er ikke overraskende, hvis militæret i Zimbabwe har taget kontrol i landet, mener dansk ambassadør.

Harare. Danmark har ikke længere en ambassade i Zimbabwe. Men fra nabolandet Sydafrika følger den danske ambassadør, Trine Rask Thygesen, den politiske situation i Zimbabwe, der har udviklet sig hastigt det seneste døgn.

- Det forlyder, at der er roligt deroppe, men det er jo meget bekymrende og en meget usikker situation.

- Militæret har meldt ud, at det ikke drejer sig om et militærkup. Men man må sige, at der er meget, der peger i den retning. Men basalt set kan vi ikke konkludere på det endnu, siger ambassadøren.

Ambassaden vurderer, at situationen i landet endnu ikke er så kritisk, at danskere frarådes at rejse til landet.

I stedet skal man holde sig orienteret hos blandt andet Udenrigsministeriets Borgerservice, der udsender opdateringer.

- Lige nu anbefaler vi, at man undgår større forsamlinger og ikke går i nærheden af radiohuset, som militæret tilsyneladende har taget magten over. Samt at man kontakter sin familie, og siger at man er ok, siger Trine Rask Thygesen om de nuværende anbefalinger.

Tirsdag aften rullede kampvogne ind i Zimbabwes hovedstad, Harare, og der var forlydender om, at et militærkup var i gang.

Onsdag har militæret i en tv-transmitteret meddelelse på den statslige tv-kanal ZBC, som militæret har taget kontrol, afvist at stå bag et kup.

Sydafrikas præsident, Jakob Zuma, har dog været i kontakt med Zimbabwes mangeårige præsident, Robert Mugabe, der oplyser, at han er i husarrest.

Den politiske uro kommer godt en uge efter, at Mugabe afsatte vicepræsident, Emmerson Mnangagwa.

Fyringen har startet et åbenlyst opgør, om hvem der skal erstatte den 93-årige Mugabe på posten.

- Mugabe har fyret sin vicepræsident for måske at fremme sin kones kandidatur (Grace Mugabe red.).

- Det er militæret imod, fordi de mener, at Grace Mugabe ikke er en del af dem, der har befriet landet. Hun er en yngre generation, og de betvivler hendes legitimation, siger Trine Rask Thygesen.

De politiske uroligheder er ifølge hende kulminationen på længere tids usikkerhed i landet, og derfor er "det ikke så overraskende", at militæret tilsyneladende nu har reageret.

- Det har igennem længere tid gået rigtig skidt i Zimbabwe med masser af politisk uro og usikkerhed. Økonomien er også i knæ kan man roligt sige. Det er gået ned ad bakke, lyder det fra ambassadøren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx