26/11-17 14:26

USA kæmper for at hemmeligholde FN-firmaliste på VestbreddenUSA kæmper for at hemmeligholde FN-firmaliste på Vestbredden

Liste over firmaer, som har aktiviteter på Vestbredden, må ikke se dagens lys, siger Israels FN-ambassadør.

Jerusalem. USA og Israel arbejder på højtryk for at forhindre offentliggørelsen af en FN-database over virksomheder, der har aktiviteter på den besatte Vestbred.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre denne liste i at se dagens lys, siger Israels FN-ambassadør, Danny Danon.

I den aktuelle sag har Israel en nær allieret i USA, hvor Trumps regering ifølge nyhedsbureauet AP også arbejder for at hemmeligholde de følsomme informationer.

Israel har gennem årene mødt massiv kritik og fordømmelser for besættelsen af Vestbredden. Uden at det tilsyneladende har medført større bekymringer i Jerusalem.

Men lige præcis denne FN-liste må for alt i verden ikke komme ud.

Den kan gøre stor skade ved at "tvinge" virksomheder væk, og den kan forpurre, at nye kommer til, frygter israelerne.

Det ventes, at både store israelske selskaber og multinationale virksomheder, vil optræde på listen.

I marts sidste år fastslog FN's Menneskerettighedsråd, at listen skal udarbejdes.

Med databasen vil man med FN's menneskerettighedschef Zeid Ra'ad al-Husseins ord få indblik i betydningen af Israels bosættelser for palæstinenserne.

Bosættelserne er blevet kritiseret i det meste af verden. Men trods fordømmelser har Israel ikke indstillet byggerierne på Vestbredden.

Israelske boliger på Vestbredden regnes af mange som hindring for den tostatsløsning, som har været et FN-mål, og som forhenværende USA-præsident Barack Obama forsøgte at fremme.

Omkring 100 israelske firmaer har modtaget advarselsbreve om, at de står på listen, oplyser israelske embedsmænd. Det samme gælder 50 internationale virksomheder.

Da det israelske telefonselskab Bezeq for nogle måneder siden afslørede, at det kommer til at stå på listen, skete det med massiv kritik af FN-rådet, som blev beskyldt for at være anti-israelsk.

Men Bezeqs chef, Stella Handler, slettede kort efter sin FN-kritik på Facebook. Det skete på regeringens ordre. Hun har ikke siden kommenteret det.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx