04/12-17 21:51

Frivillig med kikkert redder ensom syrer på MiddelhavetFrivillig med kikkert redder ensom syrer på Middelhavet

En 30-årig syrisk mand, som flygtede fra Libyen, blev reddet i sidste øjeblik på havet, fortæller ngo.

Tripoli. En syrisk flygtning, som forsøgte at krydse Middelhavet alene i en lille gummibåd, er ifølge en ngo på nærmest mirakuløs vis blevet reddet.

Den 30-årige mand fortæller, at han havde besluttet at stikke af fra slavelignende forhold i Libyen - også selv om det kunne koste ham livet.

Manden blev opdaget af en frivillig på et skib fra ngo'en The Proactiva Open Arms, som patruljerer ud for Libyens kyst.

Det trak op til dårligt vejr på havet, da skibet satte kursen mod Malta, mens en frivillig spejdede en sidste gang ud over bølgerne med sin kikkert.

Han fik øje på en silhuet omkring tre kilometer væk, fortæller Riccardo Gatti, som leder skibets mission, til nyhedsbureauet AP.

På det tidspunkt havde manden, der omtales som Sami, været på havet i 20 timer. Han sad i en tre meter lang gummibåd med motor. Han havde medbragt dadler, fortæller missionschefen.

Ifølge Gatti var båden af den slags, man "ser brugt på en strand".

- Jeg er syrer. Jeg er syrer, sagde manden ifølge Gatti. Derpå brød han sammen.

Han fik noget mad, et bad og søvn. Næste dag var han kommet sig, og han blev bragt til et modtagelsescenter på den italienske ø Lampedusa.

Den 30-årige syrer havde arbejdet som sygeplejerske på tre forskellige hospitaler i Libyen, efter at han var flygtet fra krigen i Syrien i et håb om at nå frem til sin palæstinensiske kæreste i Sverige.

- Han forlod sjældent hospitalet. Han har fortalt, at syrerne blev jagtet, da man mener, at de har flere penge eller job med højere løn.

Syreren frygtede for sit liv. Han følte sig truet af ekstremistiske islamister.

- De dræber dig på gaden, hvis du spørger efter et glas vand, har manden ifølge Gatti sagt.

Derfor var han klar til at kaste sig ud i et "skørt" projekt. Han vidste, at han ville blive dræbt, hvis han blev opdaget.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx