30/08-17 09:12; Opdateret: 30/08-17 16:08

Mand anholdt for at tæske 52-årig ihjel på herbergMand anholdt for at tæske 52-årig ihjel på herberg

Tirsdag aften anholdt politiet en 46-årig mand i København. Han sættes i forbindelse med overfald på herberg.

København. Københavns Politi har anholdt en 46-årig mand og sigtet ham for at have tæsket en 52-årig mand til døde.

Han er onsdag ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i 13 dage. Han har erkendt sig skyldig.

Det var mandag morgen, at den 52-årige mand mistede livet på herberget Sundholm på Amager. Dagen efter blev den 46-årige anholdt.

- Den 46-årige blev anholdt først på aftenen tirsdag i Indre København, og han bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, fortalte vicepolitiinspektør Jens Møller tidligere.

Den 52-årige mand blev fundet med svære skader, og i første omgang var man i tvivl om, hvorvidt der var sket en ulykke eller en forbrydelse. Undersøgelser viste dog, at manden var blevet slået og sparket.

Ved grundlovsforhøret kom det frem, at de to kendte hinanden og blandt andet havde drukket sammen aftenen inden overfaldet.

Overfaldet skete omkring klokken 7 om morgenen, og derfor var der ingen vidner, der havde overværet det.

Politiet meldte dog ud tirsdag, at der var videoovervågning fra gerningsstedet.

Herbergscenter Sundholm har i mere end 100 år fungeret som herberg for hovedstadens svageste. I de senere år har det fortrinsvis været et tilbud til hjemløse med misbrugsproblemer.

Det er ikke første gang, der er begået alvorlig kriminalitet på herberget. Tilbage i 2010 blev en 45-årig mand dræbt af knivstik.

I 2015 var en 36-årig mand tæt på at miste livet, efter at han blev snittet i halsen med en skarp genstand - formentlig en knust flaske. Manden mistede ved den lejlighed halvanden liter blod, men overlevede.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx