15/08-17 22:20

Kvinde dræbte 27 med selvmordsbombe i NigeriaKvinde dræbte 27 med selvmordsbombe i Nigeria

Boko Harams oprør har kostet mindst 20.000 mennesker livet i Nigeria siden 2009.

Maiduguri. En kvinde dræbte tirsdag 27 mennesker ved at sprænge sig selv i luften på en markedsplads i det nordøstlige Nigeria. Det siger to lokale embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet menes at være planlagt af islamistiske ekstremister fra Boko Haram.

To andre selvmordsbombere detonerede deres bomber ved en nærliggende flygtningelejr. Her blev et stort antal mennesker såret, siger nødhjælpsarbejdere.

- I alt blev 83 såret ved tre eksplosioner nær byen Maiduguri, som er et brændpunkt i den langvarige konflikt mellem regeringsstyrkerne og Boko Haram.

Nigerias militær vandt sidste år store områder tilbage fra islamisterne, men disse har slået igen med fornyet kraft siden juni og har dræbt mindst 143 mennesker inden tirsdagens blodige angreb.

Boko Harams oprør har kostet mindst 20.000 mennesker livet i Nigeria siden 2009.

Den ekstreme islamistiske gruppe bortførte over 200 skolepiger fra den øde beliggende by Chibok i april 2014.

Massebortførelsen chokerede verden og udløste en global kampagne under navnet Bring Back Our Girls støttet af blandt andre den tidligere amerikanske førstedame Michelle Obama.

En stor del af de bortførte piger er blevet sat på fri fod efter års fangenskab.

Amerikanske forskere har sagt til CNN, at Boko Haram i stor stil bruger kvinder og børn til at begå de talrige selvmordsbombeangreb, som gruppen står bag.

Den nigeriansk baserede gruppe er blevet studeret af forskere fra center for terrorbekæmpelser hos USA's militære akademi, West Point, og Yale University.

Studiet viser, at det primært er kvinder, som bliver sendt i døden som selvmordsbombere.

Siden 2011 har gruppen stået bag mindst 338 selvmordsangreb.

I tilfælde, hvor man har kunnet identificere selvmordsbomberen, har 244 af angrebsmændene været kvinder. Alene i 2017 har gruppen sendt over 80 kvinder i døden.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx